Majas Favoritter

Forårsfin frangipanetærte
Jeg er tosset med tærter. Bærtærter, frugttærter, marengstærter, chokoladetærter, karameltærter, jeg kunne blive ved. Når foråret titter frem, er denne fine koldskålstærte én af mine top-tre tærtefavoritter. Mødet mellem den smørsprøde mørdej, det saftige og søde mandelfyld og den lette, cremede koldskålsganache er vidunderligt.
Pynt tærten med spiselige blomster, friske krydderurter eller andre små skatte fra haven. Og til sommer, når de danske jordbær er fulde af sødme, saft og smag, så overdyng koldskålstærten med dem.

Koldskålsmandler med syrligt støv
Jeg elsker Summerbirds chokoladedragerede mandler og kan tømme et glas, før du får talt til ti. Når glasset er tomt og lækkersulten stadig lurer, må man ty til alternativer. Disse er et genialt et af slagsen. Gavmildt ristede mandler omfavnet af cremet koldskålsganache og syrligt hindbærrabarberstøv.
Pak dem fint i cellofan, og forær dem som sød værtindegave. Eller spis hele molevitten selv.

Koldskåls-macarons
Da jeg satte tænderne i koldskåls-ganachen allerførste gang, var jeg stensikker på én ting: Jeg ville iklæde den en fin, fransk kjole. Servere den syrligsøde, bløde ganache mellem to sprøde mandelbunde. Det var slet ikke en dum idé. Faktisk kom en af mine yndlingsmacarons til verden netop dér. Og ja, de små kager kan være temmeligt drilske, så lykkes det dig ikke at få helt glatte overflader eller perfekte ‘fødder’, så fortvivl ej. Kagerne smager stadig vidunderligt.

Tærte med hindbær & ribs
Denne sommertærte byder på saftig mandelfrangipane, syrlige røde bær og verdens lækreste vaniljecreme tyvstjålet fra min søde chef, Mika Wulff.
Det er den mest klassiske af de tre tærter, og den minder faktisk ufattelig meget om den klassiske, danske jordbærtærte – hvis du ellers udskifter ribs og hindbær med jordbær.
Der er kun plads til et tyndt lag af vaniljecremen i tærten, men snyd endelig ikke dine gæster for resten. Server den i en skål ved siden af.

Jordbærtærte med hvid chokolade & sort peber
Smørsprød hasselnøddemørdej, sej og saftig hasselnøddefrangipane med jordbærskiver, blød og sommersød jordbærganache samt en bunke friske bær og blomster på toppen. Denne tærte skriger af sommer, og jeg elsker det.
Jeg giver gerne tærten et skud friskkværnet sort peber lige inden servering for at fremhæve jordbærrenes sødme og give tærten lidt kant. Har du ikke mod på det, så sæt peberkværnen ind på bordet sammen med tærten, og lad det være op til dine gæster selv, om de i peberhumør eller ej.

Kirsebærtærte
Kirsebær og pistacienødder komplimenterer hinanden drøngodt og spiller hovedrollerne i denne forårsfine frangipanetærte. Under den berømte kirsebærmousse, som jeg før har erklæret min kærlighed til, gemmer sig saftig og letsaltet pistaciefrangipane, søde amarenakirsebær og smørsprød pistaciemørdej. Muligvis min nye yndlingstærte. Den er i hvert fald på min top tre sammen med den salte chokoladetærte fra første nummer af magasinet.
Pssst … De små macarons er mest for øjets skyld og må endelig ikke afholde dig fra at bage tærten. Tærten er f.eks. også smadderfin med en krans af friske kirsebær og ikke andet.

Mandelfromage
Maja Vase har fundet den fine, gamle, gule dessertbog fra Tørsleffs frem fra gemmerne, udvalgt tre favoritter og givet dem nyt liv.

Ribs med cornflakes og flødeskum
Maja Vase har fundet den fine, gamle, gule dessertbog fra Tørsleffs frem fra gemmerne, udvalgt tre favoritter og givet dem nyt liv.