Sommerens sødeste bær

Af Lise Lotz. Illustration af Ida Rørholm Davidsen.

Ja, hindbær og stikkelsbær smager dejligt. Man kan lave den skønneste saft af ribs og solbær. Kirsebær er også herlige – fra de gyldne til de sortrøde; fra de syrlige til de sødeste søde. Brombær, blåbær og boysenbær kan bruges. Og der er de eksotiske, de sjældne, de underlige og de halvglemte. Men der er ét bær, der overstråler dem alle i smag, sødme og mængden af minder, der følger med, og som siger sol og sommer så klart, at enhver får fregner på næsen bare ved tanken: jordbærret.

Og det er ikke bare noget, som JEG har fundet på. Jordbærret, det røde, det søde, har bragt sommerlykke til mennesker rundt om på kloden i århundreder.

Først var der de vilde, små skovjordbær, som vi stadig kan være heldige at finde i en skov eller som bunddække i en villahave. De små-bitte parfumerede perler af koncentreret sødme kan trækkes på et græsstrå og samles til en himmerigsmundfuld, der ikke kan sammenlignes med noget andet. Men de ER ret små. Siden er der blevet avlet på bærrene, så der nu findes et hav af – større – forskellige sorter med forskellige egenskaber. De er guddommeligt dejlige alle sammen – og så er der altså noget med jordbær og kærlighed.

Jordbær kurerer vrede kvinder

Hør bare her, hvad en cherokee-myte fortæller:

Den første Mand og Den første Kvinde levede lykkeligt sammen som nygifte – indtil de en dag begyndte at skændes. Der var meget i vejen. Hvorfor gør du altid…? Hvorfor gør du aldrig…? Om natten efter en dag, da de havde skændtes fra morgen til aften, stod Den første Kvinde op af sin seng. Hun var vred, og hun ville ikke være med mere. Hun forlod deres fælles hjem og gik med energiske skridt ud i den mørke verden i retning mod det sted på horisonten, hvor solen ville stå op næste morgen. Hun gik og gik, og vreden var med hende.

Om morgenen vågnede Den første Mand, og han opdagede, at Den første Kvinde var væk. Han var lettet i et øjeblik, men bare et andet øjeblik senere gik det op for ham, hvad han havde mistet, og han fortrød alle sine hårde ord. Han ville have Den første Kvinde tilbage, så han gik ud og fulgte hendes fodspor mod øst for at indhente hende. Men hun havde et forspring – og ingen går så hurtigt som en vred kvinde – så han halsede bagefter. Den første Mand kunne se, at han ikke kunne nå hende.

I sin fortvivlelse råbte han til Skaberen og bad ham om at hjælpe. ”Kan du ikke få hende til at sætte farten ned, så jeg kan nå frem til hende og fortælle hende, hvor meget jeg savner hende, og hvor meget jeg elsker hende?” Skaberen fik ondt af Den første Mand, der var så fortabt uden Den første Kvinde, så han fik en idé. Skaberen rørte jorden med sin finger lige foran Den første Kvinde, og straks voksede et hav af blåbærbuske med modne bær frem. Men Den første Kvinde så ingenting, selvom bærrene var smukt blå og rigelige. Hun var stadig vred og fortsatte sin målrettede gang.

Skaberen tænkte sig lidt om, og så rørte han ved jorden igen. Nu sprang stikkelsbærbuske frem med grønne blanke bær foran kvinden. Men Den første Kvinde gik vredt videre, og hun ænsede hverken bærrene eller de torne, der prøvede at holde hende tilbage. Nu tænkte Skaberen sig rigtig grundigt om i lang tid. Til sidst gjorde han et sidste forsøg på at standse den vrede kvinde. Han tog en lille plante fra sin egen have i himlen og plantede den foran Den første Kvinde.

I ét nu blomstrede verdens første jordbærplante og satte frugt, og flere planter bredte sig ud over jorden foran Den første Kvinde. Jordbærrene udsendte deres fine duft, og Den første Kvinde satte farten lidt ned. Hun så de fine, hjerteformede frugter og stoppede op. Hun bøjede sig og plukkede et smukt, rødt bær og tog det i munden. Smagen fyldte hendes mund og hele hendes krop, og hendes vrede begyndte at smelte. Hun tog et bær mere, og vreden blev lille bitte. Efter et bær mere var vreden helt væk, og hun begyndte i stedet at plukke jordbær i en lille kurv, som hun havde med sig.

Den første Kvinde begyndte at længes efter Den første Mand, og hun plukkede nu bær til ham, indtil kurven var fuld. Da der ikke kunne være flere jordbær i kurven, vendte Den første Kvinde om på hælen, og nu gik hun endnu hurtigere end før i den modsatte retning. Den første Kvinde mødte Den første Mand på halvvejen og sammen gik de tilbage til deres hjem, mens de bød hinanden af de søde bær fra kurven.

Se det var en rigtig jordbærkærlighedshistorie! Men nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man hører. I hvert fald tager vi en kærlighedshistorie mere, der giver et andet bud på, hvordan jordbærrene kom til verden.

Jordbær ifølge den græske mytologi

Måske opstod jordbærrene nemlig slet ikke hos indianerne men hos de græske guder. I hvert fald fortælles det, at Afrodite, der var den kødelige kærligheds gudinde, var forelsket i Adonis, der var det skønneste stykke mandfolk, der nogen sinde har levet. Han var måske bare ikke helt så vild med hende. Han brugte under alle omstændigheder en masse af sin tid på at gå på jagt, selvom Afrodite prøvede at få ham fra det. Den slags er jo også farligt.

Adonis fortsatte med at jage i skoven, og en dag gik det galt. Han blev angrebet af et stort vildsvin, og han blev dødeligt såret. Afrodite fik besked og kom ilende til i sin svanetrukne vogn. Hun prøvede at redde sin elskede ved at smøre honning på hans blodige sår, men det hjalp ikke. Adonis udåndede og hans sjæl forsvandt ned i underverdenen, hvor hans adoptivmor Persefone regerede sammen med sin mand Hades.

Afrodite græd og græd og græd. Hendes tårer blandede sig med hans blod, og der hvor dråberne ramte jorden, sprang jordbærplanter op af jorden med både tårehvide blomster og blodrøde frugter. Afrodites sorg kunne ikke redde Adonis’ liv, men Zeus, den største og mægtigste af de græske guder, blev alligevel blød om hjertet af Afrodites tårer, og han tillod at Adonis kun skulle være i Dødsriget hos Persefone halvdelen af året, og at han kunne være på jorden med Afrodite i den anden halvdel.

En anden smerteligt smuk forklaring på, hvordan det skønne jordbær blev en del af menneskers liv.

Måske dukker der jordbærhistorier op i dit eget indre myteland. Måske er det noget med en sommerdag og et solvarmt bær, der tager den korteste vej fra plante til mund, måske er det noget med en tallerkenfuld af saftige jordbær sammen med mormor og sukker og fløde, måske er det noget med en grydefuld af de dejlige bær, der bliver kogt til duftende marmelade eller rødgrød, måske er det noget med at dele en flaske champagne og en overdådighed af chokoladeovertrukne superjordbær med dit hjertes udkårne – og måske er det noget helt andet.

Der ER noget med jordbær og kærlighed som varmer helt dybt ind i hjertet. God jordbærsæson til alle.

Lise Lotz
Lise er cand.theol. og hun kombinerer sin faglige viden med sin søde passion. Hun har blogget i flere år på kagekagekage.dk og har udgivet to kagebøger, ”Kager uden mel” og ”Honningkager”.

Jordbærvase

JORDBÆRMÅNE

De indfødte i det nordøstlige Nordamerika kaldte den cirkelrunde måne, der viser sig på den tid, der svarer til juni, og hvor de vilde jordbær er klar til at blive plukket, for jordbærmåne. I Maine Farmers’ Almanac fra USA begyndte man i 1930 at opgive de indianske navne på de forskellige fuldmåner (fx ulvemåne, snemåne, høstmåne), og nogle af månebetegnelserne bliver somme tider brugt i vestligt sprogbrug om fuldmånerne i de forskellige måneder.

JORDBÆRDAG

I den nordiske mytologi forbindes gudinden Frigg med jordbær. Hun er gudinde for moderskab, ægteskabelig og moderlig kærlighed (og hun minder meget om Freja, som knyttes til frugtbarhed og sensualitet). Frigg lægger i øvrigt navn til ugedagen ”fredag”, så nu ved du lidt om, hvad du skal have til dessert på fredag.

Mere fra samme magasin:

Sommerens sødeste bær

Af Lise Lotz. Illustration af Ida Rørholm Davidsen.

Jordbærvase

Ja, hindbær og stikkelsbær smager dejligt. Man kan lave den skønneste saft af ribs og solbær. Kirsebær er også herlige – fra de gyldne til de sortrøde; fra de syrlige til de sødeste søde. Brombær, blåbær og boysenbær kan bruges. Og der er de eksotiske, de sjældne, de underlige og de halvglemte. Men der er ét bær, der overstråler dem alle i smag, sødme og mængden af minder, der følger med, og som siger sol og sommer så klart, at enhver får fregner på næsen bare ved tanken: jordbærret.

Og det er ikke bare noget, som JEG har fundet på. Jordbærret, det røde, det søde, har bragt sommerlykke til mennesker rundt om på kloden i århundreder.

Først var der de vilde, små skovjordbær, som vi stadig kan være heldige at finde i en skov eller som bunddække i en villahave. De små-bitte parfumerede perler af koncentreret sødme kan trækkes på et græsstrå og samles til en himmerigsmundfuld, der ikke kan sammenlignes med noget andet. Men de ER ret små. Siden er der blevet avlet på bærrene, så der nu findes et hav af – større – forskellige sorter med forskellige egenskaber. De er guddommeligt dejlige alle sammen – og så er der altså noget med jordbær og kærlighed.

Jordbær kurerer vrede kvinder

Hør bare her, hvad en cherokee-myte fortæller:

Den første Mand og Den første Kvinde levede lykkeligt sammen som nygifte – indtil de en dag begyndte at skændes. Der var meget i vejen. Hvorfor gør du altid…? Hvorfor gør du aldrig…? Om natten efter en dag, da de havde skændtes fra morgen til aften, stod Den første Kvinde op af sin seng. Hun var vred, og hun ville ikke være med mere. Hun forlod deres fælles hjem og gik med energiske skridt ud i den mørke verden i retning mod det sted på horisonten, hvor solen ville stå op næste morgen. Hun gik og gik, og vreden var med hende.

Om morgenen vågnede Den første Mand, og han opdagede, at Den første Kvinde var væk. Han var lettet i et øjeblik, men bare et andet øjeblik senere gik det op for ham, hvad han havde mistet, og han fortrød alle sine hårde ord. Han ville have Den første Kvinde tilbage, så han gik ud og fulgte hendes fodspor mod øst for at indhente hende. Men hun havde et forspring – og ingen går så hurtigt som en vred kvinde – så han halsede bagefter. Den første Mand kunne se, at han ikke kunne nå hende.

I sin fortvivlelse råbte han til Skaberen og bad ham om at hjælpe. ”Kan du ikke få hende til at sætte farten ned, så jeg kan nå frem til hende og fortælle hende, hvor meget jeg savner hende, og hvor meget jeg elsker hende?” Skaberen fik ondt af Den første Mand, der var så fortabt uden Den første Kvinde, så han fik en idé. Skaberen rørte jorden med sin finger lige foran Den første Kvinde, og straks voksede et hav af blåbærbuske med modne bær frem. Men Den første Kvinde så ingenting, selvom bærrene var smukt blå og rigelige. Hun var stadig vred og fortsatte sin målrettede gang.

Skaberen tænkte sig lidt om, og så rørte han ved jorden igen. Nu sprang stikkelsbærbuske frem med grønne blanke bær foran kvinden. Men Den første Kvinde gik vredt videre, og hun ænsede hverken bærrene eller de torne, der prøvede at holde hende tilbage. Nu tænkte Skaberen sig rigtig grundigt om i lang tid. Til sidst gjorde han et sidste forsøg på at standse den vrede kvinde. Han tog en lille plante fra sin egen have i himlen og plantede den foran Den første Kvinde.

I ét nu blomstrede verdens første jordbærplante og satte frugt, og flere planter bredte sig ud over jorden foran Den første Kvinde. Jordbærrene udsendte deres fine duft, og Den første Kvinde satte farten lidt ned. Hun så de fine, hjerteformede frugter og stoppede op. Hun bøjede sig og plukkede et smukt, rødt bær og tog det i munden. Smagen fyldte hendes mund og hele hendes krop, og hendes vrede begyndte at smelte. Hun tog et bær mere, og vreden blev lille bitte. Efter et bær mere var vreden helt væk, og hun begyndte i stedet at plukke jordbær i en lille kurv, som hun havde med sig.

Den første Kvinde begyndte at længes efter Den første Mand, og hun plukkede nu bær til ham, indtil kurven var fuld. Da der ikke kunne være flere jordbær i kurven, vendte Den første Kvinde om på hælen, og nu gik hun endnu hurtigere end før i den modsatte retning. Den første Kvinde mødte Den første Mand på halvvejen og sammen gik de tilbage til deres hjem, mens de bød hinanden af de søde bær fra kurven.

Se det var en rigtig jordbærkærlighedshistorie! Men nu skal man jo ikke tro på alt, hvad man hører. I hvert fald tager vi en kærlighedshistorie mere, der giver et andet bud på, hvordan jordbærrene kom til verden.

Jordbær ifølge den græske mytologi

Måske opstod jordbærrene nemlig slet ikke hos indianerne men hos de græske guder. I hvert fald fortælles det, at Afrodite, der var den kødelige kærligheds gudinde, var forelsket i Adonis, der var det skønneste stykke mandfolk, der nogen sinde har levet. Han var måske bare ikke helt så vild med hende. Han brugte under alle omstændigheder en masse af sin tid på at gå på jagt, selvom Afrodite prøvede at få ham fra det. Den slags er jo også farligt.

Adonis fortsatte med at jage i skoven, og en dag gik det galt. Han blev angrebet af et stort vildsvin, og han blev dødeligt såret. Afrodite fik besked og kom ilende til i sin svanetrukne vogn. Hun prøvede at redde sin elskede ved at smøre honning på hans blodige sår, men det hjalp ikke. Adonis udåndede og hans sjæl forsvandt ned i underverdenen, hvor hans adoptivmor Persefone regerede sammen med sin mand Hades.

Afrodite græd og græd og græd. Hendes tårer blandede sig med hans blod, og der hvor dråberne ramte jorden, sprang jordbærplanter op af jorden med både tårehvide blomster og blodrøde frugter. Afrodites sorg kunne ikke redde Adonis’ liv, men Zeus, den største og mægtigste af de græske guder, blev alligevel blød om hjertet af Afrodites tårer, og han tillod at Adonis kun skulle være i Dødsriget hos Persefone halvdelen af året, og at han kunne være på jorden med Afrodite i den anden halvdel.

En anden smerteligt smuk forklaring på, hvordan det skønne jordbær blev en del af menneskers liv.

Måske dukker der jordbærhistorier op i dit eget indre myteland. Måske er det noget med en sommerdag og et solvarmt bær, der tager den korteste vej fra plante til mund, måske er det noget med en tallerkenfuld af saftige jordbær sammen med mormor og sukker og fløde, måske er det noget med en grydefuld af de dejlige bær, der bliver kogt til duftende marmelade eller rødgrød, måske er det noget med at dele en flaske champagne og en overdådighed af chokoladeovertrukne superjordbær med dit hjertes udkårne – og måske er det noget helt andet.

Der ER noget med jordbær og kærlighed som varmer helt dybt ind i hjertet. God jordbærsæson til alle.

Lise Lotz
Lise er cand.theol. og hun kombinerer sin faglige viden med sin søde passion. Hun har blogget i flere år på kagekagekage.dk og har udgivet to kagebøger, ”Kager uden mel” og ”Honningkager”.

JORDBÆRMÅNE

De indfødte i det nordøstlige Nordamerika kaldte den cirkelrunde måne, der viser sig på den tid, der svarer til juni, og hvor de vilde jordbær er klar til at blive plukket, for jordbærmåne. I Maine Farmers’ Almanac fra USA begyndte man i 1930 at opgive de indianske navne på de forskellige fuldmåner (fx ulvemåne, snemåne, høstmåne), og nogle af månebetegnelserne bliver somme tider brugt i vestligt sprogbrug om fuldmånerne i de forskellige måneder.

JORDBÆRDAG

I den nordiske mytologi forbindes gudinden Frigg med jordbær. Hun er gudinde for moderskab, ægteskabelig og moderlig kærlighed (og hun minder meget om Freja, som knyttes til frugtbarhed og sensualitet). Frigg lægger i øvrigt navn til ugedagen ”fredag”, så nu ved du lidt om, hvad du skal have til dessert på fredag.

Mere fra samme magasin:

Læs flere lignende artikler