Skattejagt og dessertguld

”De higer og søger. I gamle Bøger … „ hedder det i Adam Oehlenschlägers digt Guldhornene. Og som en anden skattejæger graver jeg glad og gerne retrodesserter frem fra glemslens skygger.

Jeg gennemlæser titler som Den Unge Frues Kogebog, Dansk Husmoderleksikon, Den gule Dessertbog og Den blå Bagebog fra Tørsleffs i min jagt på dessertguldet (sidst- nævnte er i øvrigt trykt i svimlende 997.000 eksemplarer siden udgivelsen i 1939!). Som moderne madskribent og kogebogsforfatter bliver jeg vel egentlig allermest inspireret, når jeg bladrer i de gamle kogebøger.

Et af mine højest skattede ejendele er et lille originalt 1950’er reklamehæfte fra Dr. Oetker, som jeg fik af en veninde, da jeg var udkommet med bogen ’Budding & andre dirrende desserter’. Hun havde fundet det i sin afdøde mormors gemmer, og jeg kan love dig for, at det hæfte er kommet til ære og værdighed igen. Når jeg holder foredrag om buddingens historie, læser jeg altid op af den lille, slidte sag med de farvelagte fotografier – særligt elsker jeg passagerne om buddingers store næringsværdi. ”Efter Videnskabens Erfaringer er en blandet Kost mest hensigtsmæssig. Buddingerne bringer en behagelig og nødvendig Afveksling i den daglige Kost. Buddingernes fine aroma og store Velsmag virker velgørende på Fordøjelsen og resulterer i, at selv mindre righoldige Maaltider optages og udnyttes bedre, naar saadanne serveres. (…) Til Komplettering af Aftensmaaltidet maa Oetker-Buddingerne anbefales til Børn, idet disse Buddinger resulterer i rolig Søvn, da de letter Fordøjelsen”. Du kan nok forstå, at jeg er glad for mit gamle hæfte!

Derfor ønsker jeg mig også brændende et af de amerikanske klenodier fra samme periode, nemlig reklamekogebogen ’Joys of Jell-O’, i hvilket den originale opskrift på min seneste dirrende retrodessert-besættelse optræder; The Crown Jewel Dessert. Kronjuvel- desserten, som også kaldes Broken Cathedral Glass Dessert, er en spektakulær servering bestående af små kuber af farvet frugtgelé indkaplset i en formstøbt creme. Desserten hedder sådan fordi du, når du skærer af den, får en smuk mosaik af røde og grønne juveler/glasskår i en hvid flade. I sin originalversion består desserten af underlødig halvfabrikata i form af Cherry Jell-O, Lime Jell-O og Cool Whip, som er et kridhvidt flødeskumssurrogat. Så der er plads til forbedring, og det er jo netop noget af skønheden ved at arbejde med glemte desserter.

Det var en amerikansk Instagrammer, som satte mig på sporet af desserten. Hun kendte til min buddingpassion, og taggede mig i et opslag. Og er man bare en smule fascineret af retromad i americanagenren, hvor alt virker som kitch fra en potluck-dinner i den lokale kirke, så bør man følge denne dame! For @jelloandcasseroles, hvis borgerlige navn er Emily Marshall-Garrett, er noget så sjældent som food stylist med speciale i retromad. Det er f.eks. hende, der laver maden til tv-serier som The Astronaut Wives Club, så den ser ud præcis, som den ville have gjort, hvis en astronautfrue med franskbrødshår havde serveret den i en brun-orange spisestue i 1950’ernes USA. Forvent masser af dåseananas, maraschinokirsebær og formstøbte sager i pangfarver. Fx de vilde ’Jello salads’ eller ’Dessert salads’, som stadig spises til højtider og sammenskudsgilder i nogle amerikanske familier. Vi taler sød Jell-O-gelé – oftest den grønne med limesmag – rørt med hytteost eller flødeost og derefter vendt med fx hakket hvidkål, dåseananas og oliven eller måske ligefrem dåsetun og peberfrugt og så formstøbt, vendt ud og pyntet til den helt store amerikanske guldmedalje! Fascinerende uhyrligheder simpelthen. Og vulgariteter som Watergate Salad af pistacie-Jell-o-miks rørt med hytteost, Cool Whip, dåseananas og minimarshmallows. Og Angel Cake, Mimosa Salad, pulverbudding med dåsefrugtcocktail og marraschinokirsebær, og til Thanksgiving Cranberry Ambrosia af hakkede friske tranebær rørt med sukker, dåseananas, minimarsmallows, pekannødder og flødeskum.

De her opskrifter gør mig usigeligt nysgerrig. De pirrer og prøver min forestillingsevne og dem, der består testen, og vækker min lyst – de ender måske en dag i en ny bog eller som en ny Instagram-post. I min version vel at mærke. Og dermed blottet for halv- og helfabrikata. For nok betyder ’retro’, at man kigger tilbage. Men vi kigger her fra, hvor vi står. Og jeg står heldigvis i en verden, hvor det ikke længere er højeste dessertmode at lave dessert fra en pakke og pynte med frugt fra en dåse. Naturen har sejret, og jeg inviterer den med glæde ind i retrodessert- køkkenet. Sammen kan vi skabe guld.

magasin08-Kopi-af-marieholm-2

Mere fra samme magasin:

Skattejagt og dessertguld

magasin08-Kopi-af-marieholm-2

”De higer og søger. I gamle Bøger … „ hedder det i Adam Oehlenschlägers digt Guldhornene. Og som en anden skattejæger graver jeg glad og gerne retrodesserter frem fra glemslens skygger.

Jeg gennemlæser titler som Den Unge Frues Kogebog, Dansk Husmoderleksikon, Den gule Dessertbog og Den blå Bagebog fra Tørsleffs i min jagt på dessertguldet (sidst- nævnte er i øvrigt trykt i svimlende 997.000 eksemplarer siden udgivelsen i 1939!). Som moderne madskribent og kogebogsforfatter bliver jeg vel egentlig allermest inspireret, når jeg bladrer i de gamle kogebøger.

Et af mine højest skattede ejendele er et lille originalt 1950’er reklamehæfte fra Dr. Oetker, som jeg fik af en veninde, da jeg var udkommet med bogen ’Budding & andre dirrende desserter’. Hun havde fundet det i sin afdøde mormors gemmer, og jeg kan love dig for, at det hæfte er kommet til ære og værdighed igen. Når jeg holder foredrag om buddingens historie, læser jeg altid op af den lille, slidte sag med de farvelagte fotografier – særligt elsker jeg passagerne om buddingers store næringsværdi. ”Efter Videnskabens Erfaringer er en blandet Kost mest hensigtsmæssig. Buddingerne bringer en behagelig og nødvendig Afveksling i den daglige Kost. Buddingernes fine aroma og store Velsmag virker velgørende på Fordøjelsen og resulterer i, at selv mindre righoldige Maaltider optages og udnyttes bedre, naar saadanne serveres. (…) Til Komplettering af Aftensmaaltidet maa Oetker-Buddingerne anbefales til Børn, idet disse Buddinger resulterer i rolig Søvn, da de letter Fordøjelsen”. Du kan nok forstå, at jeg er glad for mit gamle hæfte!

Derfor ønsker jeg mig også brændende et af de amerikanske klenodier fra samme periode, nemlig reklamekogebogen ’Joys of Jell-O’, i hvilket den originale opskrift på min seneste dirrende retrodessert-besættelse optræder; The Crown Jewel Dessert. Kronjuvel- desserten, som også kaldes Broken Cathedral Glass Dessert, er en spektakulær servering bestående af små kuber af farvet frugtgelé indkaplset i en formstøbt creme. Desserten hedder sådan fordi du, når du skærer af den, får en smuk mosaik af røde og grønne juveler/glasskår i en hvid flade. I sin originalversion består desserten af underlødig halvfabrikata i form af Cherry Jell-O, Lime Jell-O og Cool Whip, som er et kridhvidt flødeskumssurrogat. Så der er plads til forbedring, og det er jo netop noget af skønheden ved at arbejde med glemte desserter.

Det var en amerikansk Instagrammer, som satte mig på sporet af desserten. Hun kendte til min buddingpassion, og taggede mig i et opslag. Og er man bare en smule fascineret af retromad i americanagenren, hvor alt virker som kitch fra en potluck-dinner i den lokale kirke, så bør man følge denne dame! For @jelloandcasseroles, hvis borgerlige navn er Emily Marshall-Garrett, er noget så sjældent som food stylist med speciale i retromad. Det er f.eks. hende, der laver maden til tv-serier som The Astronaut Wives Club, så den ser ud præcis, som den ville have gjort, hvis en astronautfrue med franskbrødshår havde serveret den i en brun-orange spisestue i 1950’ernes USA. Forvent masser af dåseananas, maraschinokirsebær og formstøbte sager i pangfarver. Fx de vilde ’Jello salads’ eller ’Dessert salads’, som stadig spises til højtider og sammenskudsgilder i nogle amerikanske familier. Vi taler sød Jell-O-gelé – oftest den grønne med limesmag – rørt med hytteost eller flødeost og derefter vendt med fx hakket hvidkål, dåseananas og oliven eller måske ligefrem dåsetun og peberfrugt og så formstøbt, vendt ud og pyntet til den helt store amerikanske guldmedalje! Fascinerende uhyrligheder simpelthen. Og vulgariteter som Watergate Salad af pistacie-Jell-o-miks rørt med hytteost, Cool Whip, dåseananas og minimarshmallows. Og Angel Cake, Mimosa Salad, pulverbudding med dåsefrugtcocktail og marraschinokirsebær, og til Thanksgiving Cranberry Ambrosia af hakkede friske tranebær rørt med sukker, dåseananas, minimarsmallows, pekannødder og flødeskum.

De her opskrifter gør mig usigeligt nysgerrig. De pirrer og prøver min forestillingsevne og dem, der består testen, og vækker min lyst – de ender måske en dag i en ny bog eller som en ny Instagram-post. I min version vel at mærke. Og dermed blottet for halv- og helfabrikata. For nok betyder ’retro’, at man kigger tilbage. Men vi kigger her fra, hvor vi står. Og jeg står heldigvis i en verden, hvor det ikke længere er højeste dessertmode at lave dessert fra en pakke og pynte med frugt fra en dåse. Naturen har sejret, og jeg inviterer den med glæde ind i retrodessert- køkkenet. Sammen kan vi skabe guld.

Mere fra samme magasin:

Læs flere lignende artikler