Pavlova

Sød, smuk og luftig – og værd at kæmpe for!

Af Lise Lotz. Illustrationer af Ida Rørholm Davidsen

Mon ikke vi alle sammen kender pavlovaen? Denne superenkle og superlækre dessert, der består af en luftig marengsbund, et tykt lag flødeskum og masser af frisk frugt, der giver glade farver og frisk smag, på toppen? Kagen er i hvert fald populær både på alverdens kageborde og på Instagram, hvor der er over en million opslag med hashtagget #pavlova. Men kender du historien bag pavlovaen?

ANNA PAVLOVA OG ”DEN DØENDE SVANE”

Lad os begynde med kagens navn: Pavlova. Pavlovaen er navngivet til ære for Anna Pavlova, der var en russisk ballerina, der i begyndelsen af 1900-tallet blev anset for at være en af de største balletdansere nogensinde. Hun blev født i 1881, og allerede i 1906 blev hun primaballerina ved Mariinskijballetten i Sankt Petersborg. Mariinskijballetten var også kendt som Den Kejserlige Russiske Ballet, og det er stadig et af verdens fineste balletkompagnier. Senere dannede Anna Pavlova sit eget balletkorps og turnerede som den første kvindelige balletdanser jorden rundt i årevis med overvældende succes overalt, hvor hun kom frem. Hun var bl.a. i Nord- og Sydamerika, Asien og Australien og New Zealand.

Hun opnåede naturligvis stor succes foran tidens finkulturelle publikum, men hun var også et stort hit i mere folkelige sammenhænge. Før og under Første Verdenskrig, da Europa var et usikkert sted at være, rejste Anna Pavlova ad flere omgange på kryds og tværs gennem USA og optrådte i kirker, cirkustelte, saloons og andre steder, hvor hun kunne finde et gulv, der var stort nok til at danse på, og hun var højt elsket. Hun gik på de kanter under navnet: “The Incomparable Pavlova” – den uforlignelige Pavlova. En gang, da hun var på tur i Kina, præsterede hun at foretage 37 piruetter på ryggen af en levende elefant, og hun forstod i det hele taget at underholde både høj og lav.

Anna Pavlova var især kendt og elsket for den korte solodans ”Den døende svane”, som blev skabt til hende i forbindelse med en særlig velgørenhedsforestilling i Skt. Petersborg i vinteren 1905. Anna Pavlova var i forvejen betaget af svaner, og hun var særligt optaget af digtet ”The Dying Swan”, der er skrevet af den engelske digter Tennyson, og derfor var det oplagt, at hun fik en særlig ballet koreograferet til sig med den yndefulde svane i centrum. Det skal nævnes, at ” Den døende svane” og ”Svanesøen” ikke har noget med hinanden at gøre andet end det stærke svanemotiv. Dansen varer ikke længere end 3-4 minutter, den har ingen handling, og den er efter sigende ikke specielt teknisk krævende. Dansen forudsætter dog, at danseren har udstråling og personlighed, og det havde Anna Pavlova! Man mener, at Anna Pavlova dansede sin signaturdans ”Den døende svane” mere end 4.000 gange i sit liv.

De mange års hårde turnéliv tærede på danserindens kræfter, og hun døde af lungehindebetændelse på et hotel i Holland i 1915 – kun godt en uge før hun ville være fyldt 50. Legenden fortæller, at Anna Pavlovas sidste ord var ”Gør mit svanekostume klar!”

BALLETSKØRTER OG MARENGS

Anna Pavlova var altså en globalt kendt celebrity, fra før verden gik af lave. Der er ingen tvivl om, at hun var enormt populær, og der er ingen tvivl om, at hendes kendis-faktor gav anledning til, at adskillige lækkerier blev forbundet med hendes navn. Faktisk har et forskerhold bestående af to pavlova-entusiaster new zealandske Andrew Paul Wood og australske Annabelle Utrecht fundet op imod 150 kager, herunder den østrigske ”Spanische Windtorte”, der hvad ingredienser angår, til forveksling ligner pavlovaen og yderligere et utal af andre typer af retter, der er opkaldt efter Anna Pavlova. Allerede fra 1911 kender man en ”Strawberry Pavlova”-dessert, og i 1926 blev en helt speciel pulvergelé-dessert i flere lag blev opkaldt efter hende. Der findes fx også en fransk opskrift på frølår a la Pavlova og pavlova-is fra USA er også en kendsgerning.

Der er dog heller ingen tvivl om, at desserter med marengs var populære i mange husholdninger verden rundt i tiden omkring århundredeskiftet mellem det nittende og tyvende århundrede. Med til at fastholde den fabelagtige kobling mellem Anna Pavlova og marengsdesserten er nok, at den hvide marengs så oplagt kan danne passende associationer til både luftige balletskørter og til idealet om en svane.

HVEM OPFANDT PAVLOVAEN? OG HVEM FIK ÆREN?

Det afgørende er formodentlig, hvem der først fandt på at koble pavlovanavnet til en marengskage og det er ikke så enkelt, som det måske kunne lyde. Og det er her det viser sig, at det er en sag som mange synes, at det er værd at kæmpe for.

Det er nemlig ikke helt tilfældigt, at de to forskere, der har brugt flere år på at dykke ned i pavlovaens historie er fra henholdsvis New Zealand og Australien. Netop de to lande har i efterhånden mange år ligget i – mere eller mindre – venskabelig strid om hvem af dem, der kan gøre krav på at have opfundet pavlovaen, som vi kender den i dag. I begge lande er den skønne sommerdessert utroligt udbredt og bruges fx til deres evindelige barbecues og sågar til jul (som jo ligger midt om sommeren på den sydlige halvkugle), og i begge lande trives overbevisningen om, at den ægte pavlova er skabt netop i deres land, som en hyldest til den skønne Anna Pavlova efter hendes besøg i de to lande i 1926.

I Australien mener man, at pavlovaen blev opfundet og navngivet i 1935 af en kok, Bert Sachse, på et fornemt hotel i Perth. En af Sachses nulevende slægtninge hævder, at der er tale om en ren dateringsfejl, når ikke det kan dokumenteres, at opfindelsen i virkeligheden skete adskillige år tidligere. I New Zealand er man lige så sikker på, at pavlovaen så dagens lys første gang et eller andet sted på deres side af Det Tasmanske Hav, og de bakker deres påstand op med en opskrift på en ”ægte” pavlova, der stod at læse i en årbog for new zealandske mælkebønder allerede i 1929.

Herfra begynder den debat, der til tider udvikler sig til noget, der ligner krig. Der er skrevet stolpe op og stolpe ned om kokke, magasiner og firmaer, der måske kom først. Mange kloge folk har arbejdet hårdt og længe på at afgøre, hvem der opfandt pavlovaen og man kunne tro, at det var et spørgsmål om at lede grundigt nok. Forskerne, der har opsøgt alle de skriftlige kilder, der omtaler pavlova og marengsdesserter med frugt, kan lave lange udredninger, og de kan trække spor gennem historien, men de kan desværre ikke nå frem til et entydigt og endegyldigt svar. I sidste ende når de frem til, den i virkeligheden ret indlysende konklusion, at de færreste opskrifter bliver ”født” fuldt færdige og totalt forskellige fra alle andre opskrifter, og at det derfor er umuligt at lade det ene eller det andet land få æren af at være pavlovaens originale hjemland.

Den amerikanske madforsker Darra Goldstein, der bl.a. har redigeret det uundværlige opslagsværk ”The Oxford Companion to Sugar and Sweets”, siger: ”Det er en misforståelse at tro, at opskrifter bliver op- fundet. De udvikler sig snarere over tid og ofte på mere end ét sted.” Det er selvfølgelig et lidt kedeligt forskersvar, men det vil vi ikke lade gå ud over fornøjelsen ved en sød og harmløs kappestrid.

EN DIPLOMATISK HÆNDELSE

Striden er dog ikke mere harmløs, end at det næsten kom til en ægte såkaldt ”diplomatisk hændelse” (når en tilsyneladende lille begivenhed betyder at forholdet mellem to – eller flere – lande kompliceres, red.) mellem Australien og New Zealand, og begivenheden blev omtalt i flere medier på den sydlige halvkugle. Den new zealandske premierminister Jacinda Ardern og hendes forlovede Clarke Gayford var i Australien i juli 2019 til bilaterale møder med den australske premierminister Scott Morrison.

Næsten-”hændelsen” opstod, da arrangørerne i forbindelse med de mange møder serverede et gør-det-selv-pavlova sæt – med en følgetekst om, at pavlovaen var en traditionel, australsk specialitet! Den opvakte førstemand Clarke Gayford tog et billede af det uskyldigt udseende arrangement og delte det med sine 25.000 loyale twitterfølgere ledsaget af teksten ”God humor eller diplomatisk hændelse?”. Twitterfølgerne blev oprørte, og der blev skrevet om upassende kulturel appropriation og mange grimme ord om australiernes mangel på evne til selv at kunne finde på noget.

Det kunne have udviklet sig rigtig grimt, men dygtige diplomater fik gemytterne dysset ned i denne omgang. De to nabolande – og alle vi andre – vil sikkert stadig fremover bage pavlovaer, som det er værd at kæmpe for, og som det er værd at dykke ned i med krop og sjæl.

OM AT NAVNGIVE KAGER EFTER BERØMTHEDER

Det er ikke ualmindeligt at navngive kager efter berømtheder eller andet, der er ”oppe i tiden”. Vi kender fx Sarah Bernhardt-kagen, der blev skabt af en dansk konditor og opkaldt efter den franske skuespillerinde, der var på fransk visit i København 1911.

Det københavnske konditori La Glace, der er etableret i 1870, holder stadig traditionen i hævd og har kager i sortimentet opkaldt efter bl.a. Carl Nielsen, Dronning Margrethe og Karen Blixen. Senest har danseren Jens Werner fået en særlig rabarbertærte opkaldt efter sig.

Og så må vi ikke glemme den elskede Kaj-kage, der – måske – er opkaldt efter den mindst lige så elskede fjernsynsfigur fra børneprogrammet Kaj og Andrea fra DR i 1970’erne. Frøkagen blev opfundet allerede i ’50’erne, men den blev først rigtigt populær, da den fik sit navn: Kaj.

MARENGS FOR RIGMÆND

Marengs har været kendt i flere hundrede år. Det luftige bagværk, som i moderne bagekunst forekommer meget simpelt, fordi det bare består af æggehvide, sukker og luft, har dog tidligere været noget, som kun blev frembragt i de allerfineste husholdninger, fordi to af ingredienserne var utroligt kostbare: sukker og luft!

Sukker var kostbart, fordi det var besværligt at fremstille og dermed svært at skaffe. Først da sukkerproduktion blev udbredt på sukkerrørsplantager i kolonierne og senere da man udviklede metoder til at udvinde sukker af roer, blev sukker udbredt i bredere befolkningslag.

Luft var kostbart – tidsmæssigt – fordi al piskning foregik med håndkraft. Når et antal æggehvider skulle piskes, skulle nogen gøre det anstrengende og langvarige arbejde. Det var der ikke tid til i et almindeligt bondehjem, hvor der var vigtigere arbejde, der skulle gøres. Marengsdesserter var altså historisk set meget fornemme desserter, som man især dyrkede i de kejserlige køkkener i det østrig-ungarske rige.

FOOD WARS

Kampen om pavlovaen er ikke den eneste food war, som verden har været vidne til. Et par af de mere kulørte handler om scones og hummus.

I Storbritannien pågår en regional scones-krig, som ifølge visse kilder har varet i op mod 1000 år! Her kæmper man både om ophav, udtale og om i hvilken rækkefølge syltetøj og clutted cream skal påføres.

Endnu mere sprængfarlig er krigen om hummussen: er den fra Israel eller Libanon? Begge lande har et nært forhold til den lækre kikærtecreme, og det handler ikke kun om følelser. Salget af hummus er en milliardforretning, og i 2008 truede en libanesisk brancheforening med at sagsøge selve staten Israel for at markedsføre hummus som en israelsk ret. Hummuskrigen er – vistnok – mest for sjov, og man kombinerer den alvorlige situation i Mellemøsten med slagord som ”Make hummus, not war” og ”Give chick peas a chance”.

TIP
Du kan læse mere om sukkerets historie i Lækkerier #11

magasin20-pavlovaillustration2
magasin20-ballet-copy2

OM LISE LOTZ

Lise er cand.theol. og hun kombinerer sin faglige viden med sin søde passion i foredrags- og eventvirksomheden Kage! Kage! Kage! Hun har blogget i flere år på kagekagekage.dk og har udgivet to kagebøger, ”Kager uden mel” og ”Honningkager”.

Mere fra samme magasin:

Pavlova

Sød, smuk og luftig – og værd at kæmpe for!

Af Lise Lotz. Illustrationer af Ida Rørholm Davidsen

magasin20-pavlovaillustration2
magasin20-ballet-copy2

Mon ikke vi alle sammen kender pavlovaen? Denne superenkle og superlækre dessert, der består af en luftig marengsbund, et tykt lag flødeskum og masser af frisk frugt, der giver glade farver og frisk smag, på toppen? Kagen er i hvert fald populær både på alverdens kageborde og på Instagram, hvor der er over en million opslag med hashtagget #pavlova. Men kender du historien bag pavlovaen?

ANNA PAVLOVA OG ”DEN DØENDE SVANE”

Lad os begynde med kagens navn: Pavlova. Pavlovaen er navngivet til ære for Anna Pavlova, der var en russisk ballerina, der i begyndelsen af 1900-tallet blev anset for at være en af de største balletdansere nogensinde. Hun blev født i 1881, og allerede i 1906 blev hun primaballerina ved Mariinskijballetten i Sankt Petersborg. Mariinskijballetten var også kendt som Den Kejserlige Russiske Ballet, og det er stadig et af verdens fineste balletkompagnier. Senere dannede Anna Pavlova sit eget balletkorps og turnerede som den første kvindelige balletdanser jorden rundt i årevis med overvældende succes overalt, hvor hun kom frem. Hun var bl.a. i Nord- og Sydamerika, Asien og Australien og New Zealand.

Hun opnåede naturligvis stor succes foran tidens finkulturelle publikum, men hun var også et stort hit i mere folkelige sammenhænge. Før og under Første Verdenskrig, da Europa var et usikkert sted at være, rejste Anna Pavlova ad flere omgange på kryds og tværs gennem USA og optrådte i kirker, cirkustelte, saloons og andre steder, hvor hun kunne finde et gulv, der var stort nok til at danse på, og hun var højt elsket. Hun gik på de kanter under navnet: “The Incomparable Pavlova” – den uforlignelige Pavlova. En gang, da hun var på tur i Kina, præsterede hun at foretage 37 piruetter på ryggen af en levende elefant, og hun forstod i det hele taget at underholde både høj og lav.

Anna Pavlova var især kendt og elsket for den korte solodans ”Den døende svane”, som blev skabt til hende i forbindelse med en særlig velgørenhedsforestilling i Skt. Petersborg i vinteren 1905. Anna Pavlova var i forvejen betaget af svaner, og hun var særligt optaget af digtet ”The Dying Swan”, der er skrevet af den engelske digter Tennyson, og derfor var det oplagt, at hun fik en særlig ballet koreograferet til sig med den yndefulde svane i centrum. Det skal nævnes, at ” Den døende svane” og ”Svanesøen” ikke har noget med hinanden at gøre andet end det stærke svanemotiv. Dansen varer ikke længere end 3-4 minutter, den har ingen handling, og den er efter sigende ikke specielt teknisk krævende. Dansen forudsætter dog, at danseren har udstråling og personlighed, og det havde Anna Pavlova! Man mener, at Anna Pavlova dansede sin signaturdans ”Den døende svane” mere end 4.000 gange i sit liv.

De mange års hårde turnéliv tærede på danserindens kræfter, og hun døde af lungehindebetændelse på et hotel i Holland i 1915 – kun godt en uge før hun ville være fyldt 50. Legenden fortæller, at Anna Pavlovas sidste ord var ”Gør mit svanekostume klar!”

BALLETSKØRTER OG MARENGS

Anna Pavlova var altså en globalt kendt celebrity, fra før verden gik af lave. Der er ingen tvivl om, at hun var enormt populær, og der er ingen tvivl om, at hendes kendis-faktor gav anledning til, at adskillige lækkerier blev forbundet med hendes navn. Faktisk har et forskerhold bestående af to pavlova-entusiaster new zealandske Andrew Paul Wood og australske Annabelle Utrecht fundet op imod 150 kager, herunder den østrigske ”Spanische Windtorte”, der hvad ingredienser angår, til forveksling ligner pavlovaen og yderligere et utal af andre typer af retter, der er opkaldt efter Anna Pavlova. Allerede fra 1911 kender man en ”Strawberry Pavlova”-dessert, og i 1926 blev en helt speciel pulvergelé-dessert i flere lag blev opkaldt efter hende. Der findes fx også en fransk opskrift på frølår a la Pavlova og pavlova-is fra USA er også en kendsgerning.

Der er dog heller ingen tvivl om, at desserter med marengs var populære i mange husholdninger verden rundt i tiden omkring århundredeskiftet mellem det nittende og tyvende århundrede. Med til at fastholde den fabelagtige kobling mellem Anna Pavlova og marengsdesserten er nok, at den hvide marengs så oplagt kan danne passende associationer til både luftige balletskørter og til idealet om en svane.

HVEM OPFANDT PAVLOVAEN? OG HVEM FIK ÆREN?

Det afgørende er formodentlig, hvem der først fandt på at koble pavlovanavnet til en marengskage og det er ikke så enkelt, som det måske kunne lyde. Og det er her det viser sig, at det er en sag som mange synes, at det er værd at kæmpe for.

Det er nemlig ikke helt tilfældigt, at de to forskere, der har brugt flere år på at dykke ned i pavlovaens historie er fra henholdsvis New Zealand og Australien. Netop de to lande har i efterhånden mange år ligget i – mere eller mindre – venskabelig strid om hvem af dem, der kan gøre krav på at have opfundet pavlovaen, som vi kender den i dag. I begge lande er den skønne sommerdessert utroligt udbredt og bruges fx til deres evindelige barbecues og sågar til jul (som jo ligger midt om sommeren på den sydlige halvkugle), og i begge lande trives overbevisningen om, at den ægte pavlova er skabt netop i deres land, som en hyldest til den skønne Anna Pavlova efter hendes besøg i de to lande i 1926.

I Australien mener man, at pavlovaen blev opfundet og navngivet i 1935 af en kok, Bert Sachse, på et fornemt hotel i Perth. En af Sachses nulevende slægtninge hævder, at der er tale om en ren dateringsfejl, når ikke det kan dokumenteres, at opfindelsen i virkeligheden skete adskillige år tidligere. I New Zealand er man lige så sikker på, at pavlovaen så dagens lys første gang et eller andet sted på deres side af Det Tasmanske Hav, og de bakker deres påstand op med en opskrift på en ”ægte” pavlova, der stod at læse i en årbog for new zealandske mælkebønder allerede i 1929.

Herfra begynder den debat, der til tider udvikler sig til noget, der ligner krig. Der er skrevet stolpe op og stolpe ned om kokke, magasiner og firmaer, der måske kom først. Mange kloge folk har arbejdet hårdt og længe på at afgøre, hvem der opfandt pavlovaen og man kunne tro, at det var et spørgsmål om at lede grundigt nok. Forskerne, der har opsøgt alle de skriftlige kilder, der omtaler pavlova og marengsdesserter med frugt, kan lave lange udredninger, og de kan trække spor gennem historien, men de kan desværre ikke nå frem til et entydigt og endegyldigt svar. I sidste ende når de frem til, den i virkeligheden ret indlysende konklusion, at de færreste opskrifter bliver ”født” fuldt færdige og totalt forskellige fra alle andre opskrifter, og at det derfor er umuligt at lade det ene eller det andet land få æren af at være pavlovaens originale hjemland.

Den amerikanske madforsker Darra Goldstein, der bl.a. har redigeret det uundværlige opslagsværk ”The Oxford Companion to Sugar and Sweets”, siger: ”Det er en misforståelse at tro, at opskrifter bliver op- fundet. De udvikler sig snarere over tid og ofte på mere end ét sted.” Det er selvfølgelig et lidt kedeligt forskersvar, men det vil vi ikke lade gå ud over fornøjelsen ved en sød og harmløs kappestrid.

EN DIPLOMATISK HÆNDELSE

Striden er dog ikke mere harmløs, end at det næsten kom til en ægte såkaldt ”diplomatisk hændelse” (når en tilsyneladende lille begivenhed betyder at forholdet mellem to – eller flere – lande kompliceres, red.) mellem Australien og New Zealand, og begivenheden blev omtalt i flere medier på den sydlige halvkugle. Den new zealandske premierminister Jacinda Ardern og hendes forlovede Clarke Gayford var i Australien i juli 2019 til bilaterale møder med den australske premierminister Scott Morrison.

Næsten-”hændelsen” opstod, da arrangørerne i forbindelse med de mange møder serverede et gør-det-selv-pavlova sæt – med en følgetekst om, at pavlovaen var en traditionel, australsk specialitet! Den opvakte førstemand Clarke Gayford tog et billede af det uskyldigt udseende arrangement og delte det med sine 25.000 loyale twitterfølgere ledsaget af teksten ”God humor eller diplomatisk hændelse?”. Twitterfølgerne blev oprørte, og der blev skrevet om upassende kulturel appropriation og mange grimme ord om australiernes mangel på evne til selv at kunne finde på noget.

Det kunne have udviklet sig rigtig grimt, men dygtige diplomater fik gemytterne dysset ned i denne omgang. De to nabolande – og alle vi andre – vil sikkert stadig fremover bage pavlovaer, som det er værd at kæmpe for, og som det er værd at dykke ned i med krop og sjæl.

OM AT NAVNGIVE KAGER EFTER BERØMTHEDER

Det er ikke ualmindeligt at navngive kager efter berømtheder eller andet, der er ”oppe i tiden”. Vi kender fx Sarah Bernhardt-kagen, der blev skabt af en dansk konditor og opkaldt efter den franske skuespillerinde, der var på fransk visit i København 1911.

Det københavnske konditori La Glace, der er etableret i 1870, holder stadig traditionen i hævd og har kager i sortimentet opkaldt efter bl.a. Carl Nielsen, Dronning Margrethe og Karen Blixen. Senest har danseren Jens Werner fået en særlig rabarbertærte opkaldt efter sig.

Og så må vi ikke glemme den elskede Kaj-kage, der – måske – er opkaldt efter den mindst lige så elskede fjernsynsfigur fra børneprogrammet Kaj og Andrea fra DR i 1970’erne. Frøkagen blev opfundet allerede i ’50’erne, men den blev først rigtigt populær, da den fik sit navn: Kaj.

MARENGS FOR RIGMÆND

Marengs har været kendt i flere hundrede år. Det luftige bagværk, som i moderne bagekunst forekommer meget simpelt, fordi det bare består af æggehvide, sukker og luft, har dog tidligere været noget, som kun blev frembragt i de allerfineste husholdninger, fordi to af ingredienserne var utroligt kostbare: sukker og luft!

Sukker var kostbart, fordi det var besværligt at fremstille og dermed svært at skaffe. Først da sukkerproduktion blev udbredt på sukkerrørsplantager i kolonierne og senere da man udviklede metoder til at udvinde sukker af roer, blev sukker udbredt i bredere befolkningslag.

Luft var kostbart – tidsmæssigt – fordi al piskning foregik med håndkraft. Når et antal æggehvider skulle piskes, skulle nogen gøre det anstrengende og langvarige arbejde. Det var der ikke tid til i et almindeligt bondehjem, hvor der var vigtigere arbejde, der skulle gøres. Marengsdesserter var altså historisk set meget fornemme desserter, som man især dyrkede i de kejserlige køkkener i det østrig-ungarske rige.

FOOD WARS

Kampen om pavlovaen er ikke den eneste food war, som verden har været vidne til. Et par af de mere kulørte handler om scones og hummus.

I Storbritannien pågår en regional scones-krig, som ifølge visse kilder har varet i op mod 1000 år! Her kæmper man både om ophav, udtale og om i hvilken rækkefølge syltetøj og clutted cream skal påføres.

Endnu mere sprængfarlig er krigen om hummussen: er den fra Israel eller Libanon? Begge lande har et nært forhold til den lækre kikærtecreme, og det handler ikke kun om følelser. Salget af hummus er en milliardforretning, og i 2008 truede en libanesisk brancheforening med at sagsøge selve staten Israel for at markedsføre hummus som en israelsk ret. Hummuskrigen er – vistnok – mest for sjov, og man kombinerer den alvorlige situation i Mellemøsten med slagord som ”Make hummus, not war” og ”Give chick peas a chance”.

TIP
Du kan læse mere om sukkerets historie i Lækkerier #11

OM LISE LOTZ

Lise er cand.theol. og hun kombinerer sin faglige viden med sin søde passion i foredrags- og eventvirksomheden Kage! Kage! Kage! Hun har blogget i flere år på kagekagekage.dk og har udgivet to kagebøger, ”Kager uden mel” og ”Honningkager”.

Mere fra samme magasin:

Læs flere lignende artikler