mælkechokolade version 2.0

Da jeg var barn, var det bedste i verden at få lov til at købe et stykke Mini-Muh-chokolade, når jeg var med mine forældre i Brugsen.

Den lillebitte plade mælkechokolade med den græssende alpe-ko udenpå kostede vist bare 1 krone, og jeg kan stadig se for mig præcis, HVOR i den lille lokale Diernæs Brugs, den stod. Hyldeplacering og det hele. For sammen med Jenka-tyggegummiet var Mini-Muh topmålet af barnlig, opnåelig lykke.

I dag skulle jeg ikke nyde noget af Cloettas lille mælkechokoladeklassiker – den ville hvine i tænderne af overdreven sødme, give fedtbelægninger i min gane af alle de tilsatte fedtstoffer, der ikke er kakaosmør og med sine 25% kakaotørstofindhold fra billigste skuffe være totalt uinteressant smagsmæssigt. Ikke decideret modbydelig, tænker jeg. Men bare alt for sød og alt for ligegyldig. Som chokoladeelsker kan jeg nemlig bedre leve med at synke et stykke dårlig mælkechokolade end et stykke dårlig mørk chokolade.

For i mælkechokolader sløres den dårlige smag af kakaotørstof og kakaosmør af pauver kvalitet af skummetmælkspulver. Det er lidt det samme som kaffe. Hvis jeg får en kop meget ringe sort kaffe, hjælper det at hælde lidt mælk i den og på den måde skjule lidt af brændte eller bitre eller ligefrem petroleumsagtige smag. Det kan aldrig blive helt godt, hvis udgangspunktet er skidt, men med mælk eller mælkepulver kan det blive indtagebart.

Mælkechokolade har i mange år lidt under sit rygte som noget, netop kun børn og barnlige sjæle gider at spise. Jeg husker, hvordan jeg arbejdede sammen med en madjournalist med franske aner, som ikke brød sig om mørk chokolade, men derimod elskede mælkevarianten – og jeg husker specifikt, hvordan hun altid undskyldte denne forkærlighed, når vi blev budt chokolade på redaktionen. Hun var simpelthen blevet udskammet så tilpas mange gange – af sin franske familie, af kokke og af andre madskrivere, som så ned på mælkechokolade som den rigtige chokolades kiksede lillebror. Hvis den mørke chokolade var en sofistikeret pariserinde med røde læber, skødesløse lokker og Sartres ’Ensom blandt mennesker’ stikkende diskret men sikkert op fra sin Birkin-bag, så var mælkechokoladen en plump, ubelæst preteen fra de tysksindede dele af Alsace. Men sandheden er jo, at det handler om kakaobønnekvalitet og ikke om kakaoindhold. Mørk chokolade er frygtelig, hvis den er fremstillet af kakaobønner, der er af dårlig kvalitet, eller som har fået en skidt efterhøstbehandling, eller hvis de chocolatiers, der har forvandlet bønnerne til chokolade, ikke har behandlet dem hensigtsmæssigt. Og så er en 85% chokolade måske endnu mere ubehagelig at spise end en med et kakaoindhold på 60%. For ikke at tale om en Mini-Muh med et kakaoindhold på 25% og et slør af formildende mælkepulver.

Der er god chokolade og der er dårlig chokolade. Og det uanset om vi taler mørk chokolade eller mælkechokolade. Og måske tænker du, at det da er totalt indlysende! Men min erfaring siger mig noget andet. Det er først i de senere år, jeg selv har lært at sætte pris på mælkechokolade som andet end noget barnligt og indtagebart, jeg kunne smide i munden, hvis jeg befandt mig på et sted, hvor der ikke var god mørk chokolade til stede. En slags ufarlig chokolade-substitut, der kunne stille akut sukkertrang i øde beliggende sommerhuse eller fungere, når et høfligt greb ned i svigermors helt igen- nem elendige slikskål var uvægerligt. Mælkechokolade gjorde ikke så stor skade. Men den gjorde heller ikke noget godt.

Hvad skulle der så til for at minderne om barndommens Mini-Muh og vekao-påskeharer blev fordrevet og begrebet ’mælkechokolade’ fik en sensorisk opdatering i mit indre smagsbibliotek? Det er jo så simpelt. Jeg smagte noget godt. Og ikke bare godt-godt, men noget der gjorde indtryk. Den chokolade, der lagrede sig i min hjernebark som ’mælkechokolade-for-den-voksne-Marie’ var Mikkel Friis-Holms ’Dark Milk 65%’. En mørk mælkechokolade med et kakaoindhold der slår mange mørke chokolader og giver en fantastisk frugtighed og samtidig en mælkechokolade med mælket cremethed. Friis-Holms mørke mælkechokolade, som bliver produceret på Midtsjælland af nicaraguanske kakaobønner, er flere gange blevet kåret som verdens bedste mælkechokolade, senest ved International Chocolate Awards 2017. Den må godt katalogisere sig som ’mælkechokolade’ i mit hoved. Merci, fordi du’ til.

magasin08-Kopi-af-marieholm-2

Mere fra samme magasin:

mælkechokolade version 2.0

magasin08-Kopi-af-marieholm-2

Da jeg var barn, var det bedste i verden at få lov til at købe et stykke Mini-Muh-chokolade, når jeg var med mine forældre i Brugsen.

Den lillebitte plade mælkechokolade med den græssende alpe-ko udenpå kostede vist bare 1 krone, og jeg kan stadig se for mig præcis, HVOR i den lille lokale Diernæs Brugs, den stod. Hyldeplacering og det hele. For sammen med Jenka-tyggegummiet var Mini-Muh topmålet af barnlig, opnåelig lykke.

I dag skulle jeg ikke nyde noget af Cloettas lille mælkechokoladeklassiker – den ville hvine i tænderne af overdreven sødme, give fedtbelægninger i min gane af alle de tilsatte fedtstoffer, der ikke er kakaosmør og med sine 25% kakaotørstofindhold fra billigste skuffe være totalt uinteressant smagsmæssigt. Ikke decideret modbydelig, tænker jeg. Men bare alt for sød og alt for ligegyldig. Som chokoladeelsker kan jeg nemlig bedre leve med at synke et stykke dårlig mælkechokolade end et stykke dårlig mørk chokolade.

For i mælkechokolader sløres den dårlige smag af kakaotørstof og kakaosmør af pauver kvalitet af skummetmælkspulver. Det er lidt det samme som kaffe. Hvis jeg får en kop meget ringe sort kaffe, hjælper det at hælde lidt mælk i den og på den måde skjule lidt af brændte eller bitre eller ligefrem petroleumsagtige smag. Det kan aldrig blive helt godt, hvis udgangspunktet er skidt, men med mælk eller mælkepulver kan det blive indtagebart.

Mælkechokolade har i mange år lidt under sit rygte som noget, netop kun børn og barnlige sjæle gider at spise. Jeg husker, hvordan jeg arbejdede sammen med en madjournalist med franske aner, som ikke brød sig om mørk chokolade, men derimod elskede mælkevarianten – og jeg husker specifikt, hvordan hun altid undskyldte denne forkærlighed, når vi blev budt chokolade på redaktionen. Hun var simpelthen blevet udskammet så tilpas mange gange – af sin franske familie, af kokke og af andre madskrivere, som så ned på mælkechokolade som den rigtige chokolades kiksede lillebror. Hvis den mørke chokolade var en sofistikeret pariserinde med røde læber, skødesløse lokker og Sartres ’Ensom blandt mennesker’ stikkende diskret men sikkert op fra sin Birkin-bag, så var mælkechokoladen en plump, ubelæst preteen fra de tysksindede dele af Alsace. Men sandheden er jo, at det handler om kakaobønnekvalitet og ikke om kakaoindhold. Mørk chokolade er frygtelig, hvis den er fremstillet af kakaobønner, der er af dårlig kvalitet, eller som har fået en skidt efterhøstbehandling, eller hvis de chocolatiers, der har forvandlet bønnerne til chokolade, ikke har behandlet dem hensigtsmæssigt. Og så er en 85% chokolade måske endnu mere ubehagelig at spise end en med et kakaoindhold på 60%. For ikke at tale om en Mini-Muh med et kakaoindhold på 25% og et slør af formildende mælkepulver.

Der er god chokolade og der er dårlig chokolade. Og det uanset om vi taler mørk chokolade eller mælkechokolade. Og måske tænker du, at det da er totalt indlysende! Men min erfaring siger mig noget andet. Det er først i de senere år, jeg selv har lært at sætte pris på mælkechokolade som andet end noget barnligt og indtagebart, jeg kunne smide i munden, hvis jeg befandt mig på et sted, hvor der ikke var god mørk chokolade til stede. En slags ufarlig chokolade-substitut, der kunne stille akut sukkertrang i øde beliggende sommerhuse eller fungere, når et høfligt greb ned i svigermors helt igen- nem elendige slikskål var uvægerligt. Mælkechokolade gjorde ikke så stor skade. Men den gjorde heller ikke noget godt.

Hvad skulle der så til for at minderne om barndommens Mini-Muh og vekao-påskeharer blev fordrevet og begrebet ’mælkechokolade’ fik en sensorisk opdatering i mit indre smagsbibliotek? Det er jo så simpelt. Jeg smagte noget godt. Og ikke bare godt-godt, men noget der gjorde indtryk. Den chokolade, der lagrede sig i min hjernebark som ’mælkechokolade-for-den-voksne-Marie’ var Mikkel Friis-Holms ’Dark Milk 65%’. En mørk mælkechokolade med et kakaoindhold der slår mange mørke chokolader og giver en fantastisk frugtighed og samtidig en mælkechokolade med mælket cremethed. Friis-Holms mørke mælkechokolade, som bliver produceret på Midtsjælland af nicaraguanske kakaobønner, er flere gange blevet kåret som verdens bedste mælkechokolade, senest ved International Chocolate Awards 2017. Den må godt katalogisere sig som ’mælkechokolade’ i mit hoved. Merci, fordi du’ til.

Mere fra samme magasin:

Læs flere lignende artikler