MANDEN OG MYTEN

Sådan er der så meget med ham Læsøbageren. Hans liv er kulørt og mærkværdigt som et stykke fiktion, men den er god nok: han HAR virkelig eksisteret. Som en anden Baron von Münchhausen har han rejst omkring på den halve klode og brugt sine evner udi kunsten at bage wienerbrød kombineret med et naturtalent for det, som man i dag ville kalde branding og marketing til at skabe et liv, der kom til at ligne et eventyr. Som en anden Forrest Gump masede han sig ind i store historiske begivenheder med en kombination af dygtighed, frækhed og held. Man ville tro, at det hele var løgn, hvis ikke mange af begivenhederne var registreret og gemt på Læsø Museum i form af anbefalinger, kontrakter, avis- og magasinartikler og andre gulnede, men helt håndgribelige dokumenter.

Lauritz C. Klitteng blev født i Frederikshavn i 1878 af en far, der var urmager og en mor, der strøg tøj for fine folk. Lauritz fik svendebrev som 19-årig efter en lidt omtumlet men indholdsrig læretid i fem forskellige bagerier – omtrent samtidig med at hans forældre flyttede til Læsø. Lauritz skulle dog ikke nyde noget af livet på den lille ø. Selv Frederikshavn var for lille og strammede over skuldrene på ham, så han drog i stedet til København, hvor han hurtigt fik arbejde i Richardts Konditori i Hovedvagtsgade. Normalt skulle en bagersvend fra provinsen betale for at dygtiggøre sig i konditorkunsten hos et fint københavnsk konditori, men takket være sin alsidige uddannelse, sit indgående kendskab til wienerbrød og ganske givet også takket være sine gode talegaver, slap Klitteng for at betale, og han sugede til sig af ny viden.

Her blev min Uddannelse afrundet, og jeg stiftede Bekendtskab med Lagkage, Overflødighedshorn og Isanretninger, som man aldrig havde drømt om i Frederikshavn og Sæby. Jeg lærte at arbejde i Marcipan, og somme Tider faldt man helt i Trance foran et Underværk, man selv havde været med til at skabe, som for Eksempel ved Festaftener i Frimurerlogen, når daværende Kronprins Frederik præsiderede i et selskab på et Par Hundrede, medens vi unge Svende fra Richardts havde susende travlt ude i Logens Køkken med at rette Desserten an til de bugnende Borde i Klerkegade. Og hele tiden skrev jeg op, hvad jeg lærte. Alle opskrifterne fik jeg med.

UNGE MAND, DE HAR BAGT DERES SIDSTE BOLLE!

Den unge Lauritz elskede tydeligvis sit arbejde allerede fra starten – ikke mindst sit eget arbejde! – og de muligheder for at være tæt på spændende begivenheder og fornemme og magtfulde mennesker, som det gav. Han havde en lysende karriere som bager eller konditor foran sig, men inden den for alvor kom i gang, fik han en rungende melding fra lægen: Unge Mand, De har bagt Deres sidste Bolle! Det hårde arbejde havde givet ham iskias, fysisk overanstrengelse i lårnerverne, og han fik streng besked på at skåne sig selv fremover.

Vor helt lå dog ikke på den lade side, og han fandt sig hurtigt et arbejde som rejsende sælger af lagkagepapir og papirposer til bagerforretninger. Her kom hans talent for at overbevise og begejstre andre til sin ret, men et lykkeligt tilfælde gav Klittengs professionelle liv en ny og original retning, der skulle få betydning for hans liv mange år frem: En dag, da han skulle sælge papirvarer til bageren på Strynø, traf han bagerkonen grædefærdig i butikken. Hendes bagermand havde en stor ordre på kringle til sognefogedens kone i sin bog, og kagen skulle være klar samme eftermiddag, da der skulle være fornemt kaffetræf for alle øens fineste damer. Nu havde bageren lagt sig syg, og der var ingen kringle. Katastrofen truede. Men Klitteng tog en hurtig beslutning og tilbød at bage kringlen.

Jeg kunde vel ikke dø af at lave en enkelt Kringle. (…) Til den aftalte Tid drog jeg ind i Sognefogedens Gaard med en kringle så fin, som Richardts Konditori i Hovedvagtsgade kunne levere til Majestætens Fødselsdagstaffel. (…) Strynø er en lille Ø, og der bor ikke mange Mennesker, men jeg tør sige, at større Bifald end det, jeg fik dér, har jeg aldrig før eller senere fået for en Kaffekringle noget Sted i Verden. (…) Egentlig burde jeg have bagt en Kringle af samme slags og indrammet den og hængt den op på min væg – for det var Kringlen fra Strynø, der gav Stødet til den Tilværelse, jeg siden har levet.

Hændelsen på Strynø fik altså Lauritz Klitteng til at gentænke sit arbejdsliv. Han regnede ud, at hans helbred godt kunne tåle, at han stod på et hårdt gulv i et bageri i den korte tid, som det tog at vise en bager, hvordan man bager det lækreste wienerbrød. Bagværk, der ville smage bagerens kunder lige så godt, som kringlen havde smagt sognefogedens kone og hendes kræsne gæster, og som derfor ville være godt for forretningen.

KRINGLEKONSULENTEN

På visitkortet stod der nu ”konsulent”, og Klitteng rejste rundt i Danmark i årene omkring århundredeskiftet og gav kurser til bagermestre i små og store byer. Hvert sted sørgede han for at få skriftlige anbefalinger, som han viste det næste sted, og hans honorar for et kursus nåede hurtigt op på kr. 35 – i en tid, hvor en månedsgage på hundrede kroner var rigtig pænt.

Klitteng var også på pletten med en særlig konditorkage med fromagefyldning, syltede kirsebær og støbte chokoladeprofiler af forfatteren, da der i april 1905 var stor fest i Odense i anledning af H.C. Andersens 100-års-dag. Kagerne blev solgt i tusindvis, men markedet for wienerbrødskurser var dog ved at være mættet i Danmark.

WIENERBRØDETS APOSTEL REJSER UD

Klitteng vendte for en stund tilbage til hovedstaden, hvor han mødte han en bager, der netop havde været på rejse i Sverige. Bagervennen opfordrede Klitteng til at tage over sundet og give svenskerne kurser i dansk wienerbrød. Det skulle han ikke sige to gange.

Nu manglede jeg bare Startkapitalen. Jeg har aldrig været særlig snedig til det med Opsparing, saa jeg var helt paa bar Bund i det øjeblik.

Min Ven, Bageren, laante mig ti Kroner mod Pant i en Ring, og med denne laante Kapital startede jeg mine udenlandsrejser, som skulle vare i samfulde en og tredive Aar. Kapitalen tillod mig ikke at rejse direkte til Stockholm. Derfor nøjedes jeg med at tage Færgen til Malmø. Men netop i den By var der særlig god Jordbund for det Evangelium, hvis Apostel jeg nu var blevet.

Malmø-borgerne var vilde med dansk wienerbrød. Velbeslåede folk rejste med jævne mellemrum til Danmark for at smovse i kringle og wienerbrød, og særlige Malmø-koner hentede store kurve fulde af dansk bagværk, som de solgte på gader og stræder i Malmø. De svenske bagere kunne ikke finde ud af hemmeligheden ved det særlige danske wienerbrød. Før nu. Klitteng gik målrettet mod de fineste konditorier i byen og gav kursus efter kursus for efterhånden nærmest fyrstelige honorarer. Han gjorde sig desuden umage med også at tage på besøg hos diverse avisredaktioner med både smagsprøver og velsmurt tungebånd, og han skaffede sig på den måde både foromtale og anmeldelser, og han blev fra den tid kendt i aviserne som ”den berømte Læsøbager”.

KRINGLE TIL DEN NYE NORSKE KONGE

Nu rejste Læsøbageren rundt i Sverige, både i småbyer og i Stockholm, og senere gik turen til Norge, og han blev dygtigere og dygtigere til både at sælge sine kurser og til at være i nærheden, når vigtige begivenheder løb af stabelen.

I 1905 var den svensk-norske union blevet opløst, og den følgende sommer tog den nye norske Kong Haakon – der tidligere var kendt som Prins Carl, lillebror til den danske Kong Christian X – på præsentationsrejse i sit nye rige. Han skulle bl.a. besøge verdens nordligste købstad Narvik, og Læsøbageren pakkede sine kufferter og rejste nordpå for at komme kongen i forkøbet og lægge sine søde planer.

Da Kongeparret kom, og de halvfjerds Gæster fra Følget og Byen havde sat sig til Rette i Raadhusets Festsal, blev der sagt mange smukke og følte ord – men de smukkeste og mest følte Ord tror jeg nok – i al Beskedenhed – blev hvisket fra Mand til Mand, da friskbagte, varme og sprøde Kong Haakonskringler blev budt rundt på Sølvfade til Tonerne af norske Folkemelodier. Da bankede vore Hjerter af Betagelse – først Kongens og saa mit!

DANSK WIENERBRØD I WIEN

Læsøbageren rejste videre med sine wienerbrødskurser og kom bl.a til Finland, Rusland, England, Skotland, Tyskland, Polen og Tjekkoslovakiet. Alle steder betragtede han de voksende politiske spændinger i Europa, men han klarede sig fremragende alle steder med sit frække gå-på-mod og med det lækre wienerbrød. En dag sent på året i 1913, da han var i Prag, læste han i avisen, at der skulle holdes et meget stort og meget fornemt thedansant – et te-bal – på Hotel Bristol i Wien.

Festen skulle finde sted den 16. December. Hans kongelige og kejserlige Majestæt og en usandsynlig lang Række af kendte Navne havde allernådigst tilsagt deres Nærværelse, og da jeg havde læst det, svor jeg paa, at saa skulde de glade Wienere min Sandten heller ikke undvære Læsøbageren blandt Festens Deltagere.

Klitteng allierede sig med Hofbager Bräunich i Wien ved at overvælde ham med avisartikler og anbefalingsskrivelser fra tidligere, og den fornemme bager var straks med på ideen om at bage wienerbrød til det fine selskab.

Jeg var stolt som en Hane, men samtidig saa nervøs, som jeg aldrig før havde været det før i mit Liv. Nu skulde jeg bage Wienerbrød i Wien! (…) De spiste Spandauere med lange, hvide Glacéhandsker og dryssede Krummer fra Borgmesterbrød ned over ordensprydede Bringer. De drak Champagne til og dansede Wienervalse forbi min Bod i en Sal, der skinnede af Guld og Spejlglas og rødt Silkevelour. (…) Og Aviserne skrev om det og nævnede mig og kaldte Bagværket for ”Kopenhagener Gebäck”. De anbefalede Wienerbagerne at prøve paa at lære mig Kunsten af, for mage til Brød havde man aldrig smagt.

OVER ATLANTEN

Efter den store succes med at bage wienerbrød i Wien skulle Læsøbagerens lykke være gjort, og man skulle have troet, at alting nu ville være nemt. Men tiderne var svære i Europa, der lød krigstrommer overalt og Atlanterhavet var fuldt af dødsensfarlige ubåde.

Den vakse Læsøbager formåede dog at trække på sine betydningsfulde bekendtskaber i diplomatiet og erhvervslivet, og på sin fødselsdag den 2. juli 1915 fik han brev fra ØK – Østasiatisk Kompagni, en af Danmarks største handelsvirksomheder – der meddelte, at der var reserveret plads til ham på dampskibet ”Indien”. Efter mange besværligheder lykkedes det endelig Lauritz Klitteng at tage ud på den 23 dage lange rejse til Amerika, som han længe havde drømt om.

På vejen gjorde han dog et stop på nogle måneder på de dansk-vestindiske øer, der stod overfor at blive solgt til USA.

Hvis jeg nu kom derover og bagte lidt for dem, var der maaske en lille Mulighed for, at Befolkningen trods alt bestemte sig for at blive ved med at være Borgere i et Land, der kunne præstere den slags bagværk, i Stedet for at gaa ind i de wienerbrødsmæssigt noget usikre Forenede Stater.

Hans plan lykkedes som bekendt ikke, og øerne kom under amerikansk suverænitet i 1917, men man kan ikke beskylde ham for ikke i det mindste at gøre forsøget!

Læsøbageren var lige ved at slå rødder på de dejlige øer, men i begyndelsen af december kom Schack Eyber, den danske direktør for Sct. Thomas’ nationalbank, og nærmest smed Lauritz Klitteng ombord på den næste postbåd til New York. Eyber havde netop læst i avisen, at den amerikanske præsident Woodrow Wilson skulle giftes senere på måneden, og til den begivenhed skulle der simpelthen bare bages dansk wienerbrød! Det var nærmest en national opgave, og Klitteng så selvfølgelig straks det storslåede i ideen. En passende første opgave i forsøget på at erobre et nyt kontinent.

PRÆSIDENTENS BRYLLUP

Vel ankommet til Washington, hvor brylluppet skulle stå ganske få dage senere, måtte Klitteng virkelig stramme sig an, og taktikken med at trække på sine diplomatiske bekendtskaber og at smigre sig ind hos byens fineste konditori Café Rauscher, så ud til at lykkedes. Men før man kunne træffe den endelige beslutning om at lade den ukendte danske bager stå for bagværket til det fornemme bryllup, mente den danske gesandt, at der måtte en prøvebagning til. Det mente Klitteng ikke.

Og så spillede jeg mit Livs største Pantomimescene for ham.

Uden andre Rekvisitter end mine løse Manchetter, som jeg anvendte til at maale imaginært Mel og Mælk med, bagte jeg en Smørkage af Kæmpedimensioner midt mellem Aktstykkerne på Gesandtskabets Maghogniskrivebord.

Jeg begyndte med Begyndelsen, Afvejning og Opmaaling af Ingredienserne, rørte Dejgen, slog den op, fyldte den i Formen, dekorerede Bunden med Sneglene, glaserede den, satte den i Ovnen, ventede lidt, tog den ud, befriede den for formen og holdt den til sidst frem til Beskuelse en Meter fra Gesandtens vidt opspilede Øjne.

Han havde siddet som hypnotiseret under hele Seancen, og da jeg holdt Smørkagen op foran ham, tørrede han nogle Sveddråber af Panden og sagde: Holdt! Det er nok! Jeg tror Dem! De behøver ingen Prøvebagning!

Sådan gik det til, at den lille Læsøbager fik lov til at bage kringle til præsident Wilson bryllup, og det blev naturligvis en bragende succes. Danish pastry fik masser af omtale i den amerikanske presse og snart fik det amerikanske folk også mulighed for at smage det præsidentielt godkendte bagværk. Klitteng begyndte at holde sine kurser for bagermestrene i de amerikanske storbyer på østkysten, og wienerbrødet blev lige så populært som cupcakes fra Magnolia Bakery og cronuts fra Dominique Ansel Bakery har været i dette århundrede.

I en kort periode drev Klitteng The Danish Culinary Studio på Fifth Avenue, men hans evige rastløshed drev ham snart ud på rejser på kryds og tværs af det nordamerikanske kontinent. Det blev til fem år i USA og fem år i Canada, og hvor kan end kom frem slog han sine energiske slag i wienerbrødsdejen for Danish pastry.

KATASTROFEN RAMMER

I 1925 fik Læsøbageren trang til at vende hjem til Danmark. Han ville egentlig bare hjem for
at hygge sig lidt i sit fædreland og for at lægge planer om, hvordan han nu skulle erobre Japan og Kina for slet ikke at tale om resten af Østen. Hele Sydamerika. Og Afrika. Der var stadig mange steder i verden, som endnu ikke havde mødt wienerbrødets velsignelser. Men der var krise over det meste af verden, og de store rejseplaner blev ikke rigtig til noget.

Klitteng levede med succeser i lidt mindre skala og lidt tættere på hjem: Han komponerede en ny lagkage til den danske Kong Christian X, han bagte for den svenske konge og den finske præsident, han bagte for forfatter og nobelprisvinder Sigrid Undset og for en af filmens første store divaer Greta Garbo. Men han havde stadig større drømme om at rejse og udbrede det søde budskab.

Og så i november 1936 ramte katastrofen: pludselig var det som om et lag uld havde lagt sig over Klittengs øjne, mens han en dag stod og hakkede mandler. Han blev undersøgt af en specialist – nethinden havde løsnet sig på begge øjne – og han blev omgående sendt til operation på Rigshospitalet. Det var forgæves. Klitteng var blind.

Der sidder en lille graa Mand ved et stort Skrivebord på fjerde Sal i Peder Skramsgade 17.

Om højre Arm har han et stærkt gult Armbind med tre sorte pletter. Hans Hænder famler søgende over Bordpladen efter en gammel Pibe og en Kageæske, hvor han gemmer Tobak fra optrevlede Cigarstumper og Cigaretter, som er røget helt ind til Neglene.

Paa Bordet ligger i sirlig Orden Hof- og Statskalenderen, den Blaa Bog og Almanach de Gotha. Alle er de fra 1936. Det Aar gik Livet i Staa.

Rundt på de fire Vægge hænger Hundreder af Billeder hentet hjem fra tres forskellige Lande og Stater, fra Tusinder af Demonstrationer. Der hænger også Fotografier af hele Avissider, helliget den danske Wienerbrød og dets Profet, der er Løbesedler og Plakater og Takkeskrivelser fra Store Mænd og kongelige Personer. Der er Breve fra Karin Michaëlis og Niels Bohr, og der er fotograferede Kopier af Checks, som bærer Verdens største Konditorers Navne og et Beløb paa op til fem Hundrede Dollars.

Klitteng er glemt af de få, der har hørt om ham og ukendt for næsten alle andre. Men han var der og gjorde Danish pastry kendt over hele kloden. Dokumenterne findes i en kasse på Læsø Museum. Bogen om ham kan lånes på biblioteket. Og nu har du hørt historien.

Alle citater er bogen ”Jorden Rundt med Morgenbrød – Læsøbagerens mærkelige Hændelser” af Hakon Mielche (Steen Hasselbalchs Forlag, 1944). Bogen kan varmt anbefales og kan lånes på biblioteket!