magasin14-Svinkløv-9

Svinkløv Badehotels nye Valnøddelagkage

Af Mika Wulff. Foto af Thomas Alcayaga.

Det ikoniske nordjyske badehotel, som på tragisk vis brændte ned til grunden, er blevet rejst på ny og genåbnede tidligere på året. Det nye badehotel er bygget på fundamentet af det gamle, men moderniseret det hvor det kunne lade sig gøre. Efter samme filosofi er stedets berømte valnøddelagkage blevet fornyet.

magasin14-Svinkløv-51
magasin14-Svinkløv-64
magasin14-Svinkløv-6

Om Svinkløv Badehotel

Badehotellet blev oprindeligt opført i 1925 ved Fjerritslev i Nordjylland, midt i klitterne og det kuperede landskab med udsigt til Vesterhavet. Det har været et populært sommer-refugium indtil det i 2016 brændte til grunden. I foråret 2019 stod et nybygget Svinkløv Badehotel klar, på fundamentet af den gamle bygning.

Badehotellet forpagtes af ægteparret Louise og Kenneth Toft-Hansen. Kenneth havde været ansat som køkkenchef på stedet i adskillige år inden parret overtog det i 2016 og nåede igennem det meste af deres første sæson, før den tragiske brand ramte. Mens byggeriet af det nye badehotel stod på, deltog Kenneth i det verdens mest prestigefyldte kokke-konkurrence, Bocuse D’or, hvor han vandt guld. På trods af de imponerende meritter drives restauranten på Svinkløv Badehotel fortsat med stort fokus på simple retter lavet fra bunden. Maden på Svinkløv er – som huset selv – naturligt, enkelt og ærligt.

Da Freja Krarup blev ansat som konditor på det nyåbnede, eller rettere genåbnede, Svinkløv Badehotel, var det første hun spurgte sin chef, forpagteren Kenneth Toft-Hansen, var om stedets berømte valnøddelagkage skulle laves om og “ja tak, det skulle den meget gerne, hvis muligt”. Og på samme måde som bygningen skulle den genopfindes med udgangspunkt i det der var, men skærpes der hvor der kunne forbedres.

Kagen er lidt af et tilløbsstykke, og der serveres hver dag mellem 100-150 stykker af den berømte luftige sag. Selve valnøddelagkagen blev efter sigende importeret af en konditor fra La Glace i tidernes morgen, men på Svinkløv har man gjort den til sin egen og den er nærmest blevet et vartegn for stedet. Er man i tvivl om hvorvidt valnøddelagkagen fra Svinkløv Badehotel virkelig er så berømt, så kan man blot slå op i Politiken, hvor folk ligefrem skriver læserbreve om den nye version.

Så hvordan griber man opgaven an med at forny noget som alle folk kender og elsker?

At bygge en ny valnøddelagkage

Freja fortæller at hun har fokuseret på alle de elementer som kagen oprindeligt bestod af: svampede lagkagebunde, knas fra valnødder og chokolade samt kaffe fra glasuren. Men at hun har skruet endnu mere op for smagene og endnu mere op for konstrasten i konsistenserne, og derfor er der også en del mere knas i den genopståede lagkage.

Første forsøg endte for kompakt, og det duede ikke. Badehotellet er sæsonåbent og det lune sommervejr passer bedre til en let og luftig lagkage. Freja beholdte smagene men gjorde kagen luftigere.

Andet forsøg enten næsten i skabet, og i tredje hug var hele smagspanelet enige om, at nu var den der.

Den runde lagkage er blevet til en lagkagesnitte, glasuren er blevet til en glaze, valnødderne er blevet karamelliseret, og der har sneget sig et par ekstra lag ind. Men det er en valnøddelagkage, og det er det nye Svinkløv Badehotels nye valnøddelagkage. Den smager fortrinligt, og vi kan varmt anbefale at køre til Svinløv og smage et stykke – eller at kaste dig ud i at bage den selv.

BAG OM SVINKLØVS NYE VALNØDDELAGKAGE

GLAZEN

Kagen er glaseret med det, der minder mest om en glaze, men som i virkeligheden er en blanding mellem en glaze og en ganache. Freja lægger nemlig vægt på at den primært skal smage godt og derfor lever hun gerne med at glazen er lidt mat i overfladen og at der af og til er luftbobler hist og her. Det er smagen der tæller og der er ingen grund til at „der går helt Cedric Grolet i den“, som hun siger.

FORMEN

Kagen er lavet som en snitte da det er nemt at bage og støbe elementerne i firkantede rammer, og derefter skære stykkerne ud. Det er stadig en lagkage, men den er effektiv at producere, og det er en hjælp, når man skal producere op mod 1000 stykker om ugen. Derhjemme kan du lave den rund eller firkantet,som du nu foretrækker. Begge dele vil fungere fint, blot du følger anvisningerne på formens størrelse.

KAFFEN

Freja bruger friskkværnet kaffe i fløden, når den skal smagssættes med kaffe. Den kværnede kaffe koges op sammen med fløden bruges til at deglasere karamellen, og herefter sies kaffestykkerne fra. Den hele kværnede kaffe giver en mere dyb og nuanceret smag end frysetørret kaffe.

TIP: GØR DET LETTERE DERHJEMME

Kagen består af 10 elementer og det er mange hvis der blot skal produceres én kage. Hvis du vil gøre det hele lidt lettere, så anbefaler Freja at udelade to af de tre knasende elementer: karamelknas (fordi den indeholder ingredienser som er svære at skaffe og som ikke kan undværes) og enten sprøde kakaonibs eller karamelliserede valnødder. I stedet kan du lave ekstra af den knas du vælger at beholde og lægge den i mellem lagene af valnødde-nutella.

magasin14-Svinkløv-60

”Er man i tvivl om hvorvidt valnøddelagkagen fra Svinkløv Badehotel virkelig er så berømt, så kan man blot slå op i Politiken, hvor folk ligefrem skriver læserbreve om den nye version.“

Mere fra samme magasin:

Mere i samme serie: Svinkløv Badehotels nye valnøddelagkage

Læs flere lignende artikler