I hvert fald når man som jeg bor midt i København, hvor bagerne af uransagelige årsager kollektivt har dømt den gode gamle sveske ude. Februar måned, og det var ikke til at opdrive en klassisk wienerbrødsbolle med sveskemidte. Og da slet ikke en, der var beriget med flødeskumsvoldgrav til at holde på sveskekompot og konditorcreme. Til gengæld kunne jeg så igen i år få fastelavnsboller med forårs- og sommerlige sager som rabarberskum og blåbær- creme og friske jordbær. Og da jeg begyndte at tænke efter, syntes jeg ikke kun, det var i fastelavns- bollesæsonen, at svesken var blevet fraværende. Var den engang så højt-elskede, tørrede sveskeblomme røget helt ud af danskernes kage- og dessertbevidsthed?

Da jeg var barn på Sydfyn i 80’erne, fik vi tit svesketærte fra den lokale bager. En sprød, fladbagt butterdejsbund dækket af skærefast sveskekompot, udsprøjtet flødeskumsgitter og chokoladedrys.

Når min farmor havde fødselsdag, bød hun altid på sveskelagkage bygget af hendes egne gode lagkagebunde (bagt på halvt hvedemel og halvt kartoffelmel, så de blev så lette, så lette), hjemmekogt sveskemos og ditto vaniljecreme (parfumeret med Tørsleffs den bedste fra pulver) og så flødeskum af fløde skummet direkte fra tanken ude i malkerummet. Jeg elskede den lagkage. For slet ikke at tale om den Katrineblommekage, som min mor ofte bagte til dessert, og som vel ret beset er danskens bud på franskmændenes clafoutis: En sød æggestand, der stivner under bagning, og som i Katrine- blommetilfældet er fyldt med udstenede svesker – som ved tabet af deres sten får en guddommelig erstatning i form af en smuttet mandel. Katrine- blommekagen spiste vi lun med flødeskum til.
Og så har jeg slet ikke talt om svesketriflien, Dag & Nat-snitten, sveskegrøden, sveskeparfaiten, kærnemælkssuppen og sagosuppen med sveskerne, sveskekringlen eller nogen af de andre vidunderlige sveske- klassikere, som var almindelige, da jeg voksede op i en ikke særligt fjern fortid.

Det er mit indtryk at sveskefanen stadig holdes højt enkelte steder på landet. Hvert år i fastelavnsbolle sæsonen sender godhjertede sveskeelskere mig beskeder om hvilke bagere, der har boller med sveskefyld. Og indimellem lykkes det mig at finde et eksemplar i Københavnsområdet. Men jeg har på fornemmelsen, at sveskerne er på vej helt ud af det gode kage- og dessertselskab. Den lokale bager hjemme hos mine forældre i Faaborg har ikke længere svesketærte, og jeg kan ikke mindes én eneste gang at have fået serveret noget-som-helst- med-sveske hos mine jævnaldrende venner/restau- ratører/konditorer eller andre, der beskæftiger sig med det søde køkken.

Når jeg er i Frankrig, er det en anden sag. Der svælger jeg i sveskemuligheder. Jeg spiser sveskeis og pralinéfyldte svesker, jeg køber sveskesyltetøj og slæber hjem af de store fede eksemplarer fra Agen, sveskernes Rolls Royce, som jeg køber økologisk i helsekostbutikker. Og hjemme i København forvandler jeg dem til kompot, som jeg bruger i trifli og fylder i profiteroles. Og de største og flotteste ender i tærter med frangipane og orangeblomstvand eller bliver pumpet op med marcipan og armagnac og overtrukket med chokolade. For sveskerne kan så meget – og franskmændene har respekt for oldschool råvarer og tidligere tiders køkkendyder.

Så, kære læser, dette er et opråb! Lad os få den gode gamle sveske tilbage på disken. Både den, der er hos bageren og den, der er hjemme i dit eget køkken. Lad os indimellem (og særligt når det er alle andre sæsoner end sommer!) udskifte fotogene bær og bedårende blomster, og bage kager og udtænke desserter, der er fyldt med sorte, saftige svesker og dyb aroma. Lad os klage til bageren, når alt det gode gamle bliver afløst af sæsonløse, pastelfarvede (Instagram-venlige) sager. Og lad os fortælle dessertkokken, at svesker kan det samme som chokolade, kaffe og blommer – tilsammen!