MENNESKETS TRANG TIL SØDE SAGER

Evolutionen har kodet os mennesker til at elske søde sager. Selv moderne mennesker higer efter den perfekte smag, som vi først mødte i form af sød og fed modermælk. Det er helt basalt smagen af næring, tryghed og godhed. Vores kroppe har stadig en indbygget overlevelsestrang, der kræver at blive tanket op med sødt og fedt, så vi kan klare os gennem trange tider. At tiderne ikke længere er så trange – i hvert fald fysisk set – som de var engang, har vores instinkter ikke opdaget endnu. Og desuden nærer sukker ikke kun vores fysiske sult; den dulmer også ”psykisk sult” til en vis grad.

Hulemalerier viser, at mennesker har haft blik for vilde bier og spist sød, sød honning i mindst 12.000 år. Honningen var besværlig at skaffe, men det var så rigeligt umagen værd. Den lækre, koncentrerede honning blev især nydt af særligt privilegerede mennesker og ved specielle lejligheder og højtider.

SUKKERRØRET OG ”HONNING UDEN BIER”

For næsten tilsvarende mange tusind år siden opdagede beboerne på Ny Guinea, at det smagte sødt, når de tyggede i et særligt siv, der groede vildt på øen. Man begyndte at dyrke planten og at forædle dens egenskaber. Det er den plante, som vi i dag kalder sukkerrør. Man udviklede metoder til at presse saften ud af rørene i større skala, og den opsamlede viden – og den forædlede plante selv – spredte sig fra den store ø gennem Sydøstasien, det sydlige Kina og til Indien. Nearchus, en græsk general i Alexander den Stores hær, skrev i 327 fvt. med begejstring om ”sivene, der gav honning uden bier” efter at have været på togt i Indien.

I Indien udviklede man omkring begyndelsen af vor tidsregning de første metoder til at udvinde fast, krystalliseret sukker af den søde saft, som man pressede ud af sukkerrørene. I århundrederne derefter bredte sukkeret sig med handelskaravaner til Mellemøsten.

I 500-tallet var viden om både dyrkning af sukkerrør og produktion af sukkerkrystaller nået til Persien – nutidens Iran – og derfra spredte sukkeret sig med araberne, der ekspanderede deres indflydelse omkring det meste at Middelhavet. Omkring år 650 er Ægypten kendt for at producere det fineste og hvideste sukker.

Fra omkring 1100-tallet blev der dyrket sukker bl.a. på Cypern, Malta, Sicilien og Madeira, og i Spanien og Portugal. Både dyrkningen og produktionsmetoderne blev løbende udviklet og forbedret, så mængderne af det eftertragtede produkt kunne øges, men efterspørgslen voksede endnu hurtigere.

SUKKERET OG SLAVERNE I VESTINDIEN

Columbus havde været på Madeira, og der havde han hørt om sukkerdyrkning, og han tog sukkerrørsstiklinger med på sin anden rejse til Vestindien i slutningen af 1400-tallet. (Området blev kaldt Vestindien, fordi Columbus efter sigende troede, at han havde fundet vestvejen til Indien på sin første rejse. Det svarer til nutidens Caribien.) Han havde i hvert fald konstateret, at klimaet i den nye verden var perfekt til sukkerdyrkning, og Portugal og Spanien blev de første lande, der begyndte at dyrke de søde siv på øerne i Caribien. I løbet af godt et halvt århundrede havde man etableret op mod 3000 sukkerrørsmøller. Der var rigtig gode penge i projektet, og mange kolonilande fulgte efter. Gennem 1700-tallet og frem til omkring 1900 eksisterede også franske, hollandske, britiske og danske kolonier i området.

Arbejdskraft – og masser af den – var nødvendig: de lokale kunne ikke klare det hårde slid i sukkermarkerne og på fabrikkerne, hvor man pressede saften ud af rørene, så brugen af slaver blev helt almindelig og meget udbredt. Både arbejdet i markerne og på fabrikkerne var livsfarligt. Sukkerrørene blev høstet med macheter og der skulle arbejdes hurtigt og effektivt, så der skete naturligvis blodige uheld. I sukkermøllerne risikerede arbejderne bl.a. at få armene klemt fast i de kraftige maskiner. ”Heldigvis” stod en mand altid klar med en machete, så han kunne hugge en arm af, så hele slavens krop ikke gik til spilde i maskineriet.

Arbejderne blev brutalt hentet i Afrika og slavegjort, og det anslås at Danmark fik fragtet knap 90.000 slaver fra Afrika til Dansk Vest-indien. Det skal dog nævnes, at mange døde under jagten på dem og under sejladsen over havet, så antallet af liv, som Danmark har på sukkersamvittigheden, er formentlig meget større.

I alt menes det, at op mod 15 millioner slaver blev tvunget fra deres hjemlande i Afrika til plantager i de europæiske kolonier i Nord-, Syd- og Mellemamerika.

SUKKER PÅ BANKBOGEN

I de første århundreder af sukkerets tid i Europa var sukkeret afsindig kostbart – kilopriserne
lå på linje med guld og krydderier – og det var derfor kun tilgængeligt for samfundets spidser. Nogen gemte ligefrem sukker som en form for opsparing. På apotekerne brugte man sukker til at dække over forskellige medikamenters ellers grimme smag, og man solgte kandissukker og bolsjer som midler mod hoste og ondt i halsen.

I 1600-og 1700-tallet var Danmark blandt de større sukkerproducenter i Europa, og Danmark tjente formuer på sukkerproduktionen på De vestindiske Øer. Det var ikke så meget plantageejerne som det var skibsrederne, der fragtede råsukkeret til Danmark, der tjente styrtende på det hvide guld. Der var også penge at tjene på at raffinere sukkeret, og det første danske sukkerraffinaderi blev anlagt omkring år 1620 i København. I 1798 var der alene i København 18 raffinaderier, der sammenlagt beskæftigede over 500 medarbejdere, og der blev anlagt raffinaderier andre steder i landet.

Vi skal helt frem til 1800-tallet før produktionen af sukker bliver så omfattende og effektiv, at priserne dalede og sukkeret blev mere tilgængeligt i mindre fornemme kredse. Under Napoleonskrigene 1804-1815 blev handelsruterne blokeret, og det blev vanskeligt at indføre råsukker fra Vestindien.

Det gav motivation til at undersøge alternativer, og man fandt ud af at udvinde sukker fra roer. Sukkerindholdet var ikke særlig højt og priserne på sukker steg igen. Efter krigen kunne man igen få billigere rørsukker, men de lave priser på det oversøiske sukker holdt kun indtil slaveriet blev ophævet omkring 1850. Så steg rørsukkerprisen igen.

I mellemtiden var sukkerroerne blevet forædlet og havde nu et langt højere sukkerindhold, og den moderne produktion af sukkerroesukker tog for alvor fart.

Da europæisk roesukker nu blev til at betale, bredte brugen af sukker sig i de jævne husholdninger. Sukker var ikke længere en luksusartikel, og danske husmødre kunne nu sylte og henkoge, og det blev meget mere almindeligt at bage kager og at fremstille andre søde lækkerier til højtider og festlige lejligheder.

I Danmark blev der etableret roesukkerfabrikker på Fyn og Lolland omkring 1874, og sukkerroerne blev dyrket i omegnen af fabrikkerne. Det var hårdt arbejde at passe og høste roerne, og for at få arbejdskraft nok hentede man arbejdere fra udlandet. I 1893 kom de første 400 polakker til Lolland for at slide med det hårde sæsonarbejde, og i de følgende år kom i tusindvis af unge arbejdere til landet.

SUKKERPRODUKTION I DANMARK I DAG

I dag er der ca. 1000 landmænd især på Lolland, Falster og Sydsjælland, der dyrker roer til sukkerproduktionen. Roerne køres til de to sidste sukkerfabrikker i Danmark i hhv. Nykøbing og Nakskov, hvor der produceres omkring 450.000 tons om året.

Sukker er decideret billigt nu og indgår måske i lidt for rigelige mængder i vores kost i dag. Måske er
vi ligefrem lidt afhængige af vores søde fix og ikke specielt stolte af historien bag. Men vi elsker det stadig, det hvide guld. Det har så mange muligheder, og smagen af næring, tryghed og godhed rammer os igen og igen lige i hjertet.

NUTIDIGE SPOR AF SUKKERTIDEN

I Danmark kan man den dag i dag se kendte bygninger og pladser, der er skabt på et ”fundament af sukker”.

Odd Fellow Palæet i København var ejet af handelsmanden lensgreve Heinrich Carl Schimmelmann, der var en af de mest velhavende mænd i Danmark i 1760’erne. Hans formue var i høj grad baseret på hans involvering i trekantshandelen. Han handlede bl.a. med våben og ejede desuden fire sukkerplantager, omkring 1000 slaver og en stor sukkerfabrik.

Christian den 7.’s Palæ, det fineste af de fire palæer, der udgør Amalienborg, blev bygget af overhofmarskal Adam Gottlob Moltke. Han var præsident for både Det Vestindisk-Guineiske Kompagni og Det Asiatiske Kompagni, og han en anden af de mest indflydelsesrige og velhavende mænd i 1700-tallet.

I Københavns Havn kan man se Vestindisk Pakhus. Det kæmpestore pakhus, der i dag rummer Den kongelige Støberisamling, rummede i sin tid bl.a. store mængder af uforarbejdet sukker, som skulle opbevares inden det blev sendt til fabrikkerne, der raffinerede produktet.

Flensborg var en dansk handelsby i 17- og 1800- tallet, og store mængder af råvarerne fra De vest-indiske Øer kom i land her. En betragtelig del var sukker og rom lavet på melasse, et biprodukt fra sukkerproduktionen. Både sukker og rom blev videreforarbejdet på et utal af sukkerfabrikker og romhuse i byen. Et par af romhusene har overlevet frem til i dag, byens søfartsmuseum har et sukker- og rommuseum i kælderen og som turist i byen er der i det hele taget rige muligheder for både at se og smage på sukkerhistorien.

Det mest direkte minde om Danmarks fortid som kolonimagt er den runde plads på Frederiksberg Allé i København, Sankt Thomas’ Plads. Pladsen er navngivet efter et landsted, der var opkaldt efter den vestindiske ø. Landstedet var nemlig ejet af botaniker, apoteker i Vestindien, romfabrikant, bankdirektør, etatsråd og Ridder af Dannebrog Albert Heinrich Riise, der grundlagde sin velstand med sine oversøiske aktiviteter. A.H. Riise Rom produceres og sælges stadig.

Lise Lotz:

Lise er cand.theol. og hun kombinerer sin faglige viden med sin søde passion i foredrags- og eventvirksomheden Kage! Kage! Kage! Hun har blogget i flere år på kagekagekage.dk og har udgivet to kagebøger, ”Kager uden mel” og ”Honningkager” og arbejder i øjeblikket på en bog om bryllups-kagens historie.