Signatur-kagen

AF ANNE-SOPHIE LAHME

”Jeg kunne godt tænke mig at have en kage, der er min. En kage, som alle ved, at når den kommer på bordet, så er det min signaturkage. Sådan én, som andre ringer og siger: Kan du bage din kage, næste gang vi ses?” Udsagnet kom fra en kollega over frokosten, og jeg havde aldrig selv overvejet, at en så både praktisk, sjov og personlig ambition var mulig. Signaturkagen. Den, som man bare ved, er ens egen. Den, som andre ikke tør give sig i kast med fordi, nåh ja, der er en, der bare kan den. Man ud- fordrer ikke en professionel, vel? I min barndom fandtes der faktisk sådan en kage. Det var min mors veninde Karens Toscakage. Karen er selvvalgt familie, og dengang jeg var barn, bagte hun altid sin toscakage, når der var fødselsdag. En vidunderlig kage med nødder på toppen, citron i dejen og rigeligt med mørk chokolade på siderne. Ikke en børnekage, men en voksenkage og alligevel så elskede jeg den, for den var indbegrebet af familie, af fødselsdag og af alt det, som binder os sammen over en tallerken med sødt.

Og det er der noget helt utroligt fint ved. For når alle os, der elsker at bage, lave desserter og lave mad i det hele taget, nørder igennem over kagerne og de fine delikates- ser, så smager de bare så meget bedre, hvis du har nogen at dele dem med. Hvis der er nogen, der vil være med til at binde sløjfen fra tilberedning til nydelse, og endnu smukkere er det, hvis man ved, at selskabet har glædet sig, fordi de ved, at den kage, den sidder bare lige i skabet hver gang. Men hvordan får man så en signaturkage?
Vi forsøgte at lægge en strategi:

Det skal være en kage, som alle kender lidt til, men den skal have et særligt twist, som er det, der er med til at skabe signaturen. Det kan være en særlig frosting på gulerodskagen, et bestemt krydderi i dejen eller en ny måde at servere den på. Den skal være træfsikker og uden for mange udsving i resultatet fra gang til gang. Der skal være nok af den, helst så den passer til både dessert og eftermiddagste. Det kan ikke være en af den slags kager, som man føler, der aldrig helt er nok af. Den skal være mulig at tilpasse til sæsonerne for eksempel ved at udskifte æbler med appelsiner eller tilsvarende.

Pyha, det var allerede en del krav, men hvad må så være den helt afgørende ingrediens? Præcision? Nej, faktisk ikke, man må gerne fornemme din særlige signatur bag. Æstetik? Heller ikke, den behøver ikke være særligt flot. Men helt afgørende er det, at du skal elske at bage den. Igen og igen og igen. Lige indtil alle siger: den der kage, dén er din. Og så skal du bage den igen.

ANNE SOPHIE LAHME ER KONTAKTCHEF I LAHME KOMMUNIKATION OG MEDLEM AF TÆNKETANKEN MADTANKEN UNDER MADKULTUREN.

magasin24-IMG_9860_

Mere fra samme magasin:

Signatur-kagen

AF ANNE-SOPHIE LAHME

magasin24-IMG_9860_

”Jeg kunne godt tænke mig at have en kage, der er min. En kage, som alle ved, at når den kommer på bordet, så er det min signaturkage. Sådan én, som andre ringer og siger: Kan du bage din kage, næste gang vi ses?” Udsagnet kom fra en kollega over frokosten, og jeg havde aldrig selv overvejet, at en så både praktisk, sjov og personlig ambition var mulig. Signaturkagen. Den, som man bare ved, er ens egen. Den, som andre ikke tør give sig i kast med fordi, nåh ja, der er en, der bare kan den. Man ud- fordrer ikke en professionel, vel? I min barndom fandtes der faktisk sådan en kage. Det var min mors veninde Karens Toscakage. Karen er selvvalgt familie, og dengang jeg var barn, bagte hun altid sin toscakage, når der var fødselsdag. En vidunderlig kage med nødder på toppen, citron i dejen og rigeligt med mørk chokolade på siderne. Ikke en børnekage, men en voksenkage og alligevel så elskede jeg den, for den var indbegrebet af familie, af fødselsdag og af alt det, som binder os sammen over en tallerken med sødt.

Og det er der noget helt utroligt fint ved. For når alle os, der elsker at bage, lave desserter og lave mad i det hele taget, nørder igennem over kagerne og de fine delikates- ser, så smager de bare så meget bedre, hvis du har nogen at dele dem med. Hvis der er nogen, der vil være med til at binde sløjfen fra tilberedning til nydelse, og endnu smukkere er det, hvis man ved, at selskabet har glædet sig, fordi de ved, at den kage, den sidder bare lige i skabet hver gang. Men hvordan får man så en signaturkage?
Vi forsøgte at lægge en strategi:

Det skal være en kage, som alle kender lidt til, men den skal have et særligt twist, som er det, der er med til at skabe signaturen. Det kan være en særlig frosting på gulerodskagen, et bestemt krydderi i dejen eller en ny måde at servere den på. Den skal være træfsikker og uden for mange udsving i resultatet fra gang til gang. Der skal være nok af den, helst så den passer til både dessert og eftermiddagste. Det kan ikke være en af den slags kager, som man føler, der aldrig helt er nok af. Den skal være mulig at tilpasse til sæsonerne for eksempel ved at udskifte æbler med appelsiner eller tilsvarende.

Pyha, det var allerede en del krav, men hvad må så være den helt afgørende ingrediens? Præcision? Nej, faktisk ikke, man må gerne fornemme din særlige signatur bag. Æstetik? Heller ikke, den behøver ikke være særligt flot. Men helt afgørende er det, at du skal elske at bage den. Igen og igen og igen. Lige indtil alle siger: den der kage, dén er din. Og så skal du bage den igen.

ANNE SOPHIE LAHME ER KONTAKTCHEF I LAHME KOMMUNIKATION OG MEDLEM AF TÆNKETANKEN MADTANKEN UNDER MADKULTUREN.

Mere fra samme magasin:

Læs flere lignende artikler