Mit navn er Marie og jeg er knasintolerant

”Knas [’knæ’s], uønsket skrattende eller knasende lyd, fx pga. dårlige modtageforhold”.
Af Marie Holm

And what about crunchy toppings ..?”, spurgte min amerikanske journalistven- inde forventningsfuldt, da hun interviewede mig om min buddingkogebog. ”Crunch
is very big in America these days!”. Øh, crunch, hmm. Altså. Det er der så ikke
lige så meget af i mine desserter … ”I guess I’m not a crunch person …”. Tavshed i den anden ende af mobilen. Det var ikke lige det, journalisten med dessertspecialet havde forventet at høre fra dessertelskeren.

Da jeg var barn var mit hadeslik Daim. Mars, Bounty, Holly, Twix – jeg kunne li’ dem alle sammen, og det var ikke noget med, at jeg havde så veludviklet en sød tand, at jeg allerede dengang kun spiste god chokolade. Det var den knasende krokant, den var gal med.

Der var kun én sød sag, jeg syntes mindre om, end Daim, og det var den nøddekarameltærte mine forældre af og til bagte, når der skulle komme gæster. Brændte nødder, brændt sukker og KNAS! Oh ve, oh skræk. Heldigvis var det ikke en tærte, jeg tit blev udsat for den gang. Der er det værre at være knas-forsager i vore dage. For det er nærmest umuligt at spise ude, uden at blive mødt af knas.

Der er særligt én dessert, jeg går udenom, og det er dinner-darlingen creme brulé. Jeg er ellers meget stor fan af (franske) cremedesserter, men det, der ødelægger creme brulé for mig, er bruléen. Det knasende låg af brændt sukker, der som en ond og uigennemtrængelig jernplade holder min ske ude fra den silkebløde flødecreme, den holder indespærret. Og som, efter det er lykkedes min ustoppelige ske at gennembryde den, bliver til småbitte karamelglasskår, der stik- ker min tunge og forstyrrer min silkebløde dessertoplevelse. På mange af de vidunderlige, nynordiske restauranter, jeg frekventerer, er det nærmest umuligt at gardere sig mod knas.

Moderne menukorts kortform – rose, blomme, kamille – hjælper ikke den type af spisende, der som jeg lider af knasintolerance. Men det er måske i virkeligheden også ligegyldigt, for der er 90 % sandsynlighed for, at hver eneste af de desserter, der findes på det moderne restaurantmenukort, indeholder knas og dermed alligevel er umulige at undgå. Knas i form at nødder, krokant, crumbledej, kiksesmulder, tuiles, sprøde grødflager, ristet tang, maltknas, poppede kerner, puffede gryn, praliné, crunchy korn, karameliserede nibs … Knasende kontrast, der er blevet en del af den dessertmode, de fleste af os er med på.

Næ, du. Jeg vil have cremethed, velourfornemmelse, silkeberøring og bløde strøg mod ganen. Jeg vil have lov til at dyrke mundfølelsen i den mousse, is eller budding, jeg spiser. Mærke luften, kulden, cremen– konsistensen i den dessert, jeg spiser. Og nyde nuancer og viskositet i det materiale, den er gjort af.

I stedet siger det klir, crash, bum i mit indre øre. Det støjer i mit kranie og generer i min mund. Jeg bliver taktilt forstyrret af ting, der ruller rundt på tungen, stikker og prikker. Al den knas er for mig bare støj på linjen. Noget skratteri, der forstyrrer min smagsoplevelse. Hvad kan jeg sige. I’m just not that into crunch – I’m a cream person.

PS. DER ER ÉN SLAGS KNAS, JEG KAN LI’ OVEN PÅ MINE CREMEDESSERTER, OG DET ER KARAMELPOPCORN. SOM DERES KARAMELCOATING TIL TRODS BEVARER EN VIS ELASTICITET OG BLØDHED INDENI. DE MÅ GODT BO PÅ TOPPEN AF MIT BUDDINGBJERG.

Skærmbillede 2023-02-28 kl. 15.15.39

Mere fra samme magasin:

Mit navn er Marie og jeg er knasintolerant

”Knas [’knæ’s], uønsket skrattende eller knasende lyd, fx pga. dårlige modtageforhold”.
Af Marie Holm

Skærmbillede 2023-02-28 kl. 15.15.39

And what about crunchy toppings ..?”, spurgte min amerikanske journalistven- inde forventningsfuldt, da hun interviewede mig om min buddingkogebog. ”Crunch
is very big in America these days!”. Øh, crunch, hmm. Altså. Det er der så ikke
lige så meget af i mine desserter … ”I guess I’m not a crunch person …”. Tavshed i den anden ende af mobilen. Det var ikke lige det, journalisten med dessertspecialet havde forventet at høre fra dessertelskeren.

Da jeg var barn var mit hadeslik Daim. Mars, Bounty, Holly, Twix – jeg kunne li’ dem alle sammen, og det var ikke noget med, at jeg havde så veludviklet en sød tand, at jeg allerede dengang kun spiste god chokolade. Det var den knasende krokant, den var gal med.

Der var kun én sød sag, jeg syntes mindre om, end Daim, og det var den nøddekarameltærte mine forældre af og til bagte, når der skulle komme gæster. Brændte nødder, brændt sukker og KNAS! Oh ve, oh skræk. Heldigvis var det ikke en tærte, jeg tit blev udsat for den gang. Der er det værre at være knas-forsager i vore dage. For det er nærmest umuligt at spise ude, uden at blive mødt af knas.

Der er særligt én dessert, jeg går udenom, og det er dinner-darlingen creme brulé. Jeg er ellers meget stor fan af (franske) cremedesserter, men det, der ødelægger creme brulé for mig, er bruléen. Det knasende låg af brændt sukker, der som en ond og uigennemtrængelig jernplade holder min ske ude fra den silkebløde flødecreme, den holder indespærret. Og som, efter det er lykkedes min ustoppelige ske at gennembryde den, bliver til småbitte karamelglasskår, der stik- ker min tunge og forstyrrer min silkebløde dessertoplevelse. På mange af de vidunderlige, nynordiske restauranter, jeg frekventerer, er det nærmest umuligt at gardere sig mod knas.

Moderne menukorts kortform – rose, blomme, kamille – hjælper ikke den type af spisende, der som jeg lider af knasintolerance. Men det er måske i virkeligheden også ligegyldigt, for der er 90 % sandsynlighed for, at hver eneste af de desserter, der findes på det moderne restaurantmenukort, indeholder knas og dermed alligevel er umulige at undgå. Knas i form at nødder, krokant, crumbledej, kiksesmulder, tuiles, sprøde grødflager, ristet tang, maltknas, poppede kerner, puffede gryn, praliné, crunchy korn, karameliserede nibs … Knasende kontrast, der er blevet en del af den dessertmode, de fleste af os er med på.

Næ, du. Jeg vil have cremethed, velourfornemmelse, silkeberøring og bløde strøg mod ganen. Jeg vil have lov til at dyrke mundfølelsen i den mousse, is eller budding, jeg spiser. Mærke luften, kulden, cremen– konsistensen i den dessert, jeg spiser. Og nyde nuancer og viskositet i det materiale, den er gjort af.

I stedet siger det klir, crash, bum i mit indre øre. Det støjer i mit kranie og generer i min mund. Jeg bliver taktilt forstyrret af ting, der ruller rundt på tungen, stikker og prikker. Al den knas er for mig bare støj på linjen. Noget skratteri, der forstyrrer min smagsoplevelse. Hvad kan jeg sige. I’m just not that into crunch – I’m a cream person.

PS. DER ER ÉN SLAGS KNAS, JEG KAN LI’ OVEN PÅ MINE CREMEDESSERTER, OG DET ER KARAMELPOPCORN. SOM DERES KARAMELCOATING TIL TRODS BEVARER EN VIS ELASTICITET OG BLØDHED INDENI. DE MÅ GODT BO PÅ TOPPEN AF MIT BUDDINGBJERG.

Mere fra samme magasin:

Læs flere lignende artikler