Magiske Minier i et dukkehjem

Jeg er begyndt at følge instagram-kontoen @tinykitchentm efter at en (filminstruktør-) bekendt fortalte om de magiske små madlavningsfilm, jeg kunne se dér. Hvor vilde de var, og hvor tryllebundet man kunne blive af at se tilberedninger i dukkehusstørrelse – og på dukkehuskøkkengrej. Og jeg måtte medgive: det er simpelthen noget af det mest fascinerende!

Almindelige voksenstørrelse-hænder, der i Tiny Kitchen-regi bliver til Gulliver-kæmpelabber, snitter, rører og pisker og laver f.eks. 2 cm lange chokolade-eclairs, hvor vandbakkelsesdejen bliver til over et lillebitte dukkekomfur med et fyrfadslys, under og hvor der laves tiny apple pie af et lille paradisæble, der snittes og karamelliseres på en dukke pande, fyldes i mini-pie-form og dækkes med Bedstemor And-dejgitter inden der stryges med æggeblomme med en lillebitte pensel, bages og serveres på dukkehustestel. Eller hvad med en mikroskopisk japanskinspireret matcha-tiramisu til dukkehuset..? Eller chokoladetrøfler på størrelse med en babylillefingernegl, som kommer på køl i dukkehuskøleskabet, inden de lander i en sød lille stofæske med sløjfe på. Alt kan spises og det er jo det, der er fascinerende. Virkelighed og fantasiens dukkeverden blandes sødt sammen, og der er vokseneskapisme i at kigge med i dukkehjemmets køkken. Jeg lover dig, at når du først går i gang med at se de små 1-minutters film, så kan du ikke stoppe igen!

Selv har jeg ikke de store erfaringer med spiselige miniaturer, bortset fra de minibuddinger, jeg har lavet nogle gange. De er støbt i en silikoneform til chokoladefremstilling – den fandt jeg på en ferie til Mallorca – og giver med sine Kugel-hopf- og bundt-kagefacon de fineste små buddinger på ca. 3 cm i diameter. Når jeg fryser mine creme bavaroiser i den form, kan jeg poppe små frosne buddinger ud, der er lige til Tiny Kitchen, og som jeg indimellem bruger som pynt på større buddinger. De vækker altid lykke.
Småt er simpelthen bare nuttet for både børn og voksne. Måske har jeg fået et ekstra-soft spot for miniaturer, efter min mand fandt et gammel ramponeret dukkehus i storskrald – bedst som vi var på vej på sommerhussommerferie. Et dukkehus af den hjemmebyggede slags, som for vel 40-50 år siden havde bjergtaget dets lille ejerinde med detaljer som indlagt lys, vinduesindramning og veranda med rækværk. Da huset landede i bagsmækken på vores bil, havde nutidsunger komplet overmalet det med alskens vandfarver i rød, blå, gul og grøn, og det lignede et mislykket formningsprojekt på børnehaveklassetrin. Vi brugte en hel sommerferie på at redde huset – to voksne, vores søn og de gode, fingernemme venner, der kom på besøg. Det blev beklædt udvendigt med små træplanker, som vi malede sorte, så det lignede sommerhuset, Cigarkassen. Indvendigt kom der blomstrede tapeter og trægulve af ispinde. Og det meste af møblementet fandt vi på loppemarkeder, oh lykke, da vi fandt en hel æske med små messingpotter og pander og et 1950’er dukkehuskøleskab! Derudover byggede og syede vi selv, for det var projektet, der var det sjove. Børnene tegnede tegninger til væggen og lavede evighedskalender med spiralen fra en kuglepen og små aviser og ugeblade, der kunne komme op i den magasinholder, de havde bøjet af ståltråd. Jeg tørrede små svampe og plukkede skovjordbær og merianblomster, og indtog det blåtapetserede køkken og køkkenvasken, der bestod af metalskålen fra et fyrfadslys samt en blå og en rød knappenål. Det er nu ved at være 4-5 somre siden, og dukkehuset, som vi døbte Cerutkassen, står stadig og troner i stuen i sommerhuset, selvom min søn på 13 for længst er holdt op med at interessere sig for det. Faktisk optager det alt for meget plads i Cigarkassen, som med sine 48 kvm også er lidt miniature. Men seriøst. Det er alt for nuttet til at ryge ud. Måske jeg bare
skulle starte en Tiny Kitchen, Quivering Desserts edition i det blå køkken …

magasin15-Kopi-af-marieholm-2

Mere fra samme magasin:

Magiske Minier i et dukkehjem

magasin15-Kopi-af-marieholm-2

Jeg er begyndt at følge instagram-kontoen @tinykitchentm efter at en (filminstruktør-) bekendt fortalte om de magiske små madlavningsfilm, jeg kunne se dér. Hvor vilde de var, og hvor tryllebundet man kunne blive af at se tilberedninger i dukkehusstørrelse – og på dukkehuskøkkengrej. Og jeg måtte medgive: det er simpelthen noget af det mest fascinerende!

Almindelige voksenstørrelse-hænder, der i Tiny Kitchen-regi bliver til Gulliver-kæmpelabber, snitter, rører og pisker og laver f.eks. 2 cm lange chokolade-eclairs, hvor vandbakkelsesdejen bliver til over et lillebitte dukkekomfur med et fyrfadslys, under og hvor der laves tiny apple pie af et lille paradisæble, der snittes og karamelliseres på en dukke pande, fyldes i mini-pie-form og dækkes med Bedstemor And-dejgitter inden der stryges med æggeblomme med en lillebitte pensel, bages og serveres på dukkehustestel. Eller hvad med en mikroskopisk japanskinspireret matcha-tiramisu til dukkehuset..? Eller chokoladetrøfler på størrelse med en babylillefingernegl, som kommer på køl i dukkehuskøleskabet, inden de lander i en sød lille stofæske med sløjfe på. Alt kan spises og det er jo det, der er fascinerende. Virkelighed og fantasiens dukkeverden blandes sødt sammen, og der er vokseneskapisme i at kigge med i dukkehjemmets køkken. Jeg lover dig, at når du først går i gang med at se de små 1-minutters film, så kan du ikke stoppe igen!

Selv har jeg ikke de store erfaringer med spiselige miniaturer, bortset fra de minibuddinger, jeg har lavet nogle gange. De er støbt i en silikoneform til chokoladefremstilling – den fandt jeg på en ferie til Mallorca – og giver med sine Kugel-hopf- og bundt-kagefacon de fineste små buddinger på ca. 3 cm i diameter. Når jeg fryser mine creme bavaroiser i den form, kan jeg poppe små frosne buddinger ud, der er lige til Tiny Kitchen, og som jeg indimellem bruger som pynt på større buddinger. De vækker altid lykke.
Småt er simpelthen bare nuttet for både børn og voksne. Måske har jeg fået et ekstra-soft spot for miniaturer, efter min mand fandt et gammel ramponeret dukkehus i storskrald – bedst som vi var på vej på sommerhussommerferie. Et dukkehus af den hjemmebyggede slags, som for vel 40-50 år siden havde bjergtaget dets lille ejerinde med detaljer som indlagt lys, vinduesindramning og veranda med rækværk. Da huset landede i bagsmækken på vores bil, havde nutidsunger komplet overmalet det med alskens vandfarver i rød, blå, gul og grøn, og det lignede et mislykket formningsprojekt på børnehaveklassetrin. Vi brugte en hel sommerferie på at redde huset – to voksne, vores søn og de gode, fingernemme venner, der kom på besøg. Det blev beklædt udvendigt med små træplanker, som vi malede sorte, så det lignede sommerhuset, Cigarkassen. Indvendigt kom der blomstrede tapeter og trægulve af ispinde. Og det meste af møblementet fandt vi på loppemarkeder, oh lykke, da vi fandt en hel æske med små messingpotter og pander og et 1950’er dukkehuskøleskab! Derudover byggede og syede vi selv, for det var projektet, der var det sjove. Børnene tegnede tegninger til væggen og lavede evighedskalender med spiralen fra en kuglepen og små aviser og ugeblade, der kunne komme op i den magasinholder, de havde bøjet af ståltråd. Jeg tørrede små svampe og plukkede skovjordbær og merianblomster, og indtog det blåtapetserede køkken og køkkenvasken, der bestod af metalskålen fra et fyrfadslys samt en blå og en rød knappenål. Det er nu ved at være 4-5 somre siden, og dukkehuset, som vi døbte Cerutkassen, står stadig og troner i stuen i sommerhuset, selvom min søn på 13 for længst er holdt op med at interessere sig for det. Faktisk optager det alt for meget plads i Cigarkassen, som med sine 48 kvm også er lidt miniature. Men seriøst. Det er alt for nuttet til at ryge ud. Måske jeg bare
skulle starte en Tiny Kitchen, Quivering Desserts edition i det blå køkken …

Mere fra samme magasin:

Læs flere lignende artikler