Sådan en type er jeg ikke. Jeg er sæsonrytter, også når jeg går på konditori, og har frit valg på alle bugnende kagehylder. Jeg er hende, der vælger Georginelagkage i højsommeren, Rubinsteiner i sensommeren, Æblelagkage om efteråret og Valnøddelagkage i det senere efterår og vinteren over. Om foråret vil jeg bare have noget med rabarber.
Nu skal det ikke handle om udvalget på det fine gamle conditori med c, men om årstider og søde lyster. Og måske har du det ligesom mig: når sæsonen og vejrliget skifter, skal der nye kager på kaffebordet. For det er som om kroppen craver det, der passer med vejret. Når det bliver koldere, mørkere og mere vådt udenfor, trænger vi til en ny type bagværk. Ud med alt det lette, friske, syrlige, blomstrende, urterne, bærrene og stenfrugten. Ind med tyngde, fedme, dybe og mørke smage – flere krydderier, mere karamel, mere sprut, mere kaffe, mere bitterhed. Chokolade, nødder og æbler, oh æbler! For alt det tunge har brug for syre og balance, men grundlæggende står efterårskager – her med r og ikke med et bestemt n i enden – på et fundament, der handler om at give mæthed, tryghed og varme i kroppen. Og derfor må efterårets kager gerne være varme eller lune. At tage en bid af en kage i oktober og november skal være som at putte sig under en tyk, blød dyne eller få et kram af en savnet gammel bedstemor; det skal være rart og trøstende. Nostalgisk, måske ligefrem.

For det er jo det kager og mad også kan. Anspore visse følelser, frembringe minder og grave dybt ned i underbevidstheden, dér hvor tidligere tider har lagret sig og sat sig fast i det indre smagsbibliotek. Når en bid af den elskede, gammelkendte æbletærte igen møder din sultne mund, kan den, i det øjeblik, hvor smagen registreres i hjernen, rekylere dig retur til farmors fine stuer og barndommens magiske efterårsferier. Og i nogle dejlige øjeblikke befinder du dig i en sindstilstand, hvor verden ligger rar, rolig og åben ligesom dengang. Det føles helt anderledes stærkt og præsent, end når vi ser et billede af farmors stuer eller lytter til en gammel sang. For hvor de andre sanser har ’mellemstationer’, løber lugte- og smagssansen nærmest direkte op i hjernen og ender i områder, der ligger tæt op ad det limbiske system, som jo er relateret til følelser og hukommelse. Og så har vi slet ikke talt dopaminudløsning og nu-og-her-nydelsesfuldhed oveni.

”Vel! Ræk mig da, o efterår, en gravensten som smager af bækken ved min faders gård og mulden i hans ager”. Den smukke linje dukker op, med æblet som en slags dansk Madeleine-kage, og når du bider i det eller bager en tærte af sangens gode gråsten-æbler (som, hjemme på min fædrene gård, var sydfynske filippa’er), tager du måske samtidig en bid af barndommen eller ungdommen.

Pointen er, at det, du spiser, kan tage dig tilbage til tidligere tider, til elskede steder og mennesker fra fortiden, og at det er individuelt hvilke smage og hvilke kager, der gør det for den enkelte. Måske har typen, der altid bestiller efterårskage på La Glace, haft en vidunderligt sød og sødtandet farmor med en altid fuld chokoladeæske ..? Eller en god gammel kæreste, der bagte kærlig chokoladekage? Eller en bedste ven, der altid serverede chokolademadder, når man var ked af det? Og har, mere eller mindre ubevidst, lyst til at give sig selv mentale kram uanset om det efterårsregner eller forårssolstråler derude. Måske kan vedkommende bare virkeligt godt li’ chokolade?! Kender du så typen, der læser store ord og følelser ind i selv den mindste kage? Som finder betydning i at spise og lader sig fortrylle af og fortabe i livets søde bidder ..? Hun havde en farmor, der var sæsonrytter … Og ualmindeligt blød og dygtig til at bage.

MARIE HOLM ER MADMODEEKSPERT, REDAKTØR, RADIOVÆRT OG KOGEBOGSFORFATTER.