Kager
Honninghjerter af Helle Thrige Stenkjær
Honninghjerter var et fast indslag på Helles familie årlige juletur til den gamle by i Aarhus. Her fik de altid et hjerte med på vejen hjem og Helle var helt forelsket i smagen. Når der er en ting, Helle kan lide, går hun på jagt for at genskabe smagen derhjemme – det startede allerede som barn, og fortsætter den dag i dag.
Lækkeriers bedste hindbærsnitte
Efter mange smagninger og mange bagerunder er vi sikre i vores sag: Vi går med en smørholdig mørdej med flormelis, som er porøs og ikke hård, som mange af de hindbærsnitter man møder rundt omkring hos bagerne. Den skal afbages gylden, for der er altså ikke meget sjov ved en bleg mørdej – heller ikke i en hindbærsnitte. Den skal fyldes med hjemmelavet hindbærsyltetøj, som er relativt nemt at lave og giver den allerbedste, intense og friskeste smag af hindbær og på toppen er der mest stemning for hindbærglasur, da det er dejligt og velkendt.
Mazariner af Thomas Bastholm
Vidste I at mazarinkagen er opkaldt efter den franske kardinal Marzarin, som levede i 1600-tallet? Den lille marcipankage med glasur er dog dateret til 1888. Lige siden har den været fast inventar i de danske kagemontrer og Thomas Bastholm giver os sin sirlige version lige her.
Jordbærtærte af Lars Juul
Jordbærtærten er en af de allerstørste klassikere og her har Lars Juul fremstillet den i en lettere højtidelig udgave. Den er stor og pakket ind i smukt marcipanbånd, men indeni er det en jordbærtærte. Lars Juuls fingeraftryk er at arbejde med hasselnødder og nougat i stedet for den klassiske mørke chokolade og det er et vindertrick. En jordbærtærte bliver ikke bedre end denne her. Mindre måske, men ikke bedre.
Kransekage petit fours af Emil Obel
Kransekage er Emil Obels yndlingskage. Den er på én gang både den ultimative festkage og uhyggeligt simpel. Den følger os gennem alle livets store fejringer, fra nytår til studentergilder og bryllupper. Og så kan den varieres i det uendelige. Lige netop kransekagen i denne smukke petit four udgave er blevet en slags signaturkage for Emil Obel. De består af en sprød mørdejsbund, saftig kransekage og en syrlig lemoncurd med timian i midten. Og så var det også den allerførste kage han bagte i Den store bagedyst tilbage i 2018.
Sarah Bernhardt af Thomas Bastholm
Sarah Bernhardt er en lille kage opkaldt efter en stor personlighed. Med dens saftige makronbund og fløjlsbløde chokoladeganache er den umulig ikke at elske. Thomas Bastholms version er ekstra liret pyntet, men ellers helt klassisk og lavet med den syrlige, men dybe mørke chokolade Mexique fra Cacao Barry.
Drømmekage af Cathrine Brandt
Skærekage-klassikeren over dem alle er her fortolket af Cathrine Brandt, som har forkælet den med de bedste råvarer og sneget lidt ekstra smag ind i den. Hun har bagt en svampet sandkage med marcipan og den karamelliserede kokostopping har fået et hint af kardemommefrø. Og så kører Cathrine altid med en benhård 40:60 fordelingsnøgle i forholdet mellem kage og topping.
Cremelinser af Lars Juul
Vidste I at opskriften på cremelinser kan dateres helt tilbage til en dansk kogebog fra 1616 og dermed er en af de ældste klassiske danske kager. Og at flere af bidragyderne til dette prægtige kagebord nævner cremelinsen som det mest undervurderede stykke bagværk. Lad os lave om på det.
Onsdagssnegle af Mika Wulff
Hvem opfandt egentlig onsdagssneglen? En klog bager, forestiller vi os. Konceptet er enkelt – en kæmpe snegl til en god pris og kun om onsdagen. Sneglen er bagt med gærdej og kan derfor være både større og billigere end klassiske wienerdejs-snegle.
Flødeskumskager af Elisabeth Madsen
Elisabeth Madsens elegante flødeskumskage, som gæsterne på Svinkløv Badehotel har kunne nyde i sommer, sender tankerne i retning af Poire Belle Helene med kombinationen af Fløde 48% fra Arla Unika, sprød kakaobund og pocheret pære.
Hjemmelavet marcipan af Emil Obel
Har du lyst til at udfordre den klassiske kransekage med din egen hjemmelavede marcipan, får du Emil Obels opskrift her. Lav den med lige præcis dine yndlingsnødder, kerner eller frø og giv kransekagen nyt liv.
Nøddehorn af Emil Obel
Nøddehornet er i familie med kransekagen, men denne lidt mere rustikke version, er en næste lige så stor klassiker fra bagervinduet. Det er Emil Obels kransekage, der gemmer sig under hasselnøddeflager og tempereret chokolade og det smager helt formidabelt sammen. Dette er en slags to-i-en-opskrift, for skipper du nødderne, har du klasssiske kransekagestykker, som du kan pynte med glasur i stedet.
Lagkage af Freja Krarup
Sjældent har vi smagt så vidunderlig en lagkage som denne. Opskriften her fungerer fremragende som lagkageskabelon, og kan varieres ud i det uendelige. Freja Krarup elsker selv at komme friske kompotter i lagkagen, som modspil til de fede cremer, og derfor er hendes version med frugtkompot. Men en rest marmelade kan også sagtens bruges.
Medaljer af Maja Vase
Medaljen er en af de mest klassiske flødeskumskager og når det er Maja Vase der laver dem, er de naturligvis mini.
Romkugler af Mette Sophie Olsen
Mette Sophies romkugler er ikke fejet op fra bagerens gulv, og de smager ens hver gang. De er lavet på luksus marcipanbunde og pyntet mere festligt end nogen anden romkugle vi har set.
Toscatærte af Torben Bang
Formentlig opkaldt efter operaklassikeren Tosca, men præcis hvor og hvornår og hvem der står bag, har vi ikke kunnet finde ud af. Men kærligheden til denne klassiske kage med mazarin og hasselnødder er ikke til at tage fejl af. Torben Bang har perfektioneret Toscatærten og her får I hans klassiske opskrift.
Hjemmelavet “P-Tærter”
Den klassiske P-tærte blev opfundet i 1950’erne og er lavet af fransk nougat drysset med sprøde ristede jordnødder og overtrukket med mørk chokolade. Jeg elsker kombinationen og for mig er det “smagen af P-tærter”. Min version af denne slik-evergreen er faktisk en fusion af Brazil-stangen og den originale P-tærte. Bunden er en hjemmelavet skumfidus med mild vaniljesmag (her bruger jeg ofte bare de lidt halvtørre stænger, hvor jeg har allerede har brugt vaniljekornene). Den er nem at lave, men kræver et termometer, hvis du vil være sikker på success. Skumfidus-basen rulles ud mellem to stykker bagepapir, så den får den helt rigtige tykkelse på størrelse med de halve peanuts. Til slut overtrækkes de med en god og kraftig mørk chokolade. Overtrækker du dem efter blot et par timers tørring er fiduserne relativt bløde, men giver du dem et døgn tørretid bliver de mere tørre og faste. Det er smag og behag.
havreflager med havsalt og mørk nougatcreme
Havrekager som disse er ikke en ny opfindelse, men snarere en afstøvning af en gammel klassiker. Jeg har i hvert fald ofte fået sprøde, søde havreflager lagt sammen med flødeskum til eftermiddagskaffen hos min familie på Lolland. Selvom den er fyldt med creme, så betragter jeg den nærmere som en lille sidevogn. Ligesom en småkage. En lille godbid til kaffen, inden udstyrsstykkerne, som lagkage eller walesstang kommer på bordet.
Flødeskum smager jo skønt, men jeg laver en mere intens creme på nougat, mørk chokolade og lidt kraftig kaffe. Det smager forrygende til de karamelliserede kager fyldt med havregryn. Et lille drys salt tager bitterheden i kaffen og balancerer den søde nougat.
Lækre cookies med chokolade og flagsalt
Cookies er en af de mest populære småkager i verden. Men definitionen på den perfekte cookie er der delte meninger om. Nogle elsker de knasende og sprøde. Andre de halvbagte, nærmest cookie dough-agtige af slagsen.
Her får du min favoritcookie. Den har et sprødt og chewy ydre, et vidunderligt blødt indre og er desuden forkælet med store stykker chokolade og gavmilde mængder flagesalt.
Vil jeg give den ekstra gas, fylder jeg den med hele fire forskellige slags chokolader – eller peanuts og saltkaramel. Jeg bager dem også ofte som én kæmpecookie og topper den med fløjlsblød chokoladeganache.
Om du napper den nemme version eller sigter direkte mod kæmpecookien, står dig selvfølgelig helt frit for.
Æbletærte med rosmarin
Når man smager denne tærte, er man ikke i tvivl om, at det er en sød tærte. Men man får alligevel associationer til det salte køkken på grund af både flødeosten og rosmarinen. Rosmarin og æbler kan et eller andet sammen og gør, at tærten nærmer sig det der spændende krydsfelt, hvor det søde og det salte køkken møder hinanden.
