Den nydelsesfulde skam

Klumme #17

Jeg bliver altid lidt gammelmandstræt. Jeg har forvildet mig ind i et dameblad, og så taler nogen igen om deres “guilty pleasure”. Bitch please – jeg spiser din guilty pleasure med sukker på!

Som selvforsynende kagefreak skal der mere til at gøre mig skamfuld end en halv plade mørk chokolade. Her er det en anden og ganske udspekuleret form for skam, der hersker. Den drejer sig ikke om kalorier og vægtvogtning, men om kvalitet og herkomst. Lidt som med avlshingste.

Generelt ville mine venner nok kalde mig en kvalitetsbevidst type. Jeg bruger raskvæk 13 kroner på ét stykke fyldt chokolade, hvis det er godt nok. Og jeg bliver ikke koldsvedig, når regningen løber op i 60 70 kroner for to stykker af det rette wienerbrød. Til denne glæde ved de gode søde ting kommer en miljøbevidst slagside, som i de seneste par år har gjort madindkøb til et vægelsindet mareridt. Skal jeg købe den økologiske fløde fra køer, der med garanti har boltret sig i det fri? Eller skal jeg vælge den konventionelle slags, som ofte holder længere, og derved mindske risikoen for madspild? Eller skal jeg én gang for alle forlade de animalske produkter og den forurening, de medfører? Dilemmaet gør, at jeg ofte står som forstenet foran kølemontren, lammet af min egen “wokeness”.

Men for fanden altså. Nogle gange orker jeg ikke at goutere single origin mikro chokolade. Så vil jeg bare have Toffifee. Bagbinde min bevidste forbruger i en dyb, dyb kælder og slippe min dårlige smag fri. Fråde noget som er billigt og som højst sandsynligt er lavet af børnearbejdere.

Når man køber seriøs chokolade, kræver hver en bid både tid, nydelse og opmærksomhed. Ikke kun fordi man nok har betalt en klækkelig sum for varen, men også fordi dens kvalitet sænker spisehastigheden. Der er mere gods at fortære, større smagskompleksitet, mere substans. Derimod er den trashy chokoladebar netop komponeret med hastig indtagelse for øje, så man aldrig mættes. Kun sådan kan den lave pris vedligeholdes. Og når andre ting i mit liv kræver min opmærksomhed, mødes mine behov således med slikindustriens grumme strategi i en bilateral aftale. Og det er jeg helt på det rene med. Det vil sige – kun i det skjulte. For når man er madskribent og færdes blandt kendere med en seriøs holdning til producenter, smage og råvarer, så går man mere stille med dørene. Så sniger man sig fra Kongens Have op ad Gothersgades skyggeside og prøver at bevare en mine, som om man sigtede mod Atelier September. Men inden man når så langt, kaster man et stjålent blik over skulderen – og skynder sig ind i Aldi. Dér har de den eneste mælkechokolade med hele hasselnødder, som rammer mit ømme punkt hver gang (det er “Nøddebidder” – den med den røde/cremefarvede emballage med et classy plastikvindue i).

Hvor det engang handlede om det rene, ukomplicerede engangsknald, er det i dag også en protest. Det er flugten til en tid, hvor spisning ikke var en politisk handling, og valget af fødevarer ikke var en del af min egen konstante identitetsskabelse. Til dengang, hvor madens største kvalitet lå i dens evne til at være pålidelig. Hvor vi valgte de lige agurker med største selvfølgelighed og foretrak vin, hvis smagsnuancer ikke var afhængige af høsten. Ganske enkelt: hvor det var trygt og smagte ens hver gang.

Men hvis ikke forbrugerbevidstheden tyngede, var det nok noget andet. For mon ikke vi også finder en forskruet nydelse i selve skammen? Og i nogle tilfælde ligefrem skal bruge den for rigtigt at kunne give os hen?

HEIDI SVØMMEKJÆR ER JOURNALIST OG TEKSTFORFATTER I SIT EGET FIRMA OG HAR BL.A. SKREVET FOR JP, MUNCHIES, COPENHAGEN FOOD OG POLITIKENS FORLAG.

magasin17-Profilfoto-blaa-skjorte

Mere fra samme magasin:

Den nydelsesfulde skam

Klumme #17

magasin17-Profilfoto-blaa-skjorte

Jeg bliver altid lidt gammelmandstræt. Jeg har forvildet mig ind i et dameblad, og så taler nogen igen om deres “guilty pleasure”. Bitch please – jeg spiser din guilty pleasure med sukker på!

Som selvforsynende kagefreak skal der mere til at gøre mig skamfuld end en halv plade mørk chokolade. Her er det en anden og ganske udspekuleret form for skam, der hersker. Den drejer sig ikke om kalorier og vægtvogtning, men om kvalitet og herkomst. Lidt som med avlshingste.

Generelt ville mine venner nok kalde mig en kvalitetsbevidst type. Jeg bruger raskvæk 13 kroner på ét stykke fyldt chokolade, hvis det er godt nok. Og jeg bliver ikke koldsvedig, når regningen løber op i 60 70 kroner for to stykker af det rette wienerbrød. Til denne glæde ved de gode søde ting kommer en miljøbevidst slagside, som i de seneste par år har gjort madindkøb til et vægelsindet mareridt. Skal jeg købe den økologiske fløde fra køer, der med garanti har boltret sig i det fri? Eller skal jeg vælge den konventionelle slags, som ofte holder længere, og derved mindske risikoen for madspild? Eller skal jeg én gang for alle forlade de animalske produkter og den forurening, de medfører? Dilemmaet gør, at jeg ofte står som forstenet foran kølemontren, lammet af min egen “wokeness”.

Men for fanden altså. Nogle gange orker jeg ikke at goutere single origin mikro chokolade. Så vil jeg bare have Toffifee. Bagbinde min bevidste forbruger i en dyb, dyb kælder og slippe min dårlige smag fri. Fråde noget som er billigt og som højst sandsynligt er lavet af børnearbejdere.

Når man køber seriøs chokolade, kræver hver en bid både tid, nydelse og opmærksomhed. Ikke kun fordi man nok har betalt en klækkelig sum for varen, men også fordi dens kvalitet sænker spisehastigheden. Der er mere gods at fortære, større smagskompleksitet, mere substans. Derimod er den trashy chokoladebar netop komponeret med hastig indtagelse for øje, så man aldrig mættes. Kun sådan kan den lave pris vedligeholdes. Og når andre ting i mit liv kræver min opmærksomhed, mødes mine behov således med slikindustriens grumme strategi i en bilateral aftale. Og det er jeg helt på det rene med. Det vil sige – kun i det skjulte. For når man er madskribent og færdes blandt kendere med en seriøs holdning til producenter, smage og råvarer, så går man mere stille med dørene. Så sniger man sig fra Kongens Have op ad Gothersgades skyggeside og prøver at bevare en mine, som om man sigtede mod Atelier September. Men inden man når så langt, kaster man et stjålent blik over skulderen – og skynder sig ind i Aldi. Dér har de den eneste mælkechokolade med hele hasselnødder, som rammer mit ømme punkt hver gang (det er “Nøddebidder” – den med den røde/cremefarvede emballage med et classy plastikvindue i).

Hvor det engang handlede om det rene, ukomplicerede engangsknald, er det i dag også en protest. Det er flugten til en tid, hvor spisning ikke var en politisk handling, og valget af fødevarer ikke var en del af min egen konstante identitetsskabelse. Til dengang, hvor madens største kvalitet lå i dens evne til at være pålidelig. Hvor vi valgte de lige agurker med største selvfølgelighed og foretrak vin, hvis smagsnuancer ikke var afhængige af høsten. Ganske enkelt: hvor det var trygt og smagte ens hver gang.

Men hvis ikke forbrugerbevidstheden tyngede, var det nok noget andet. For mon ikke vi også finder en forskruet nydelse i selve skammen? Og i nogle tilfælde ligefrem skal bruge den for rigtigt at kunne give os hen?

HEIDI SVØMMEKJÆR ER JOURNALIST OG TEKSTFORFATTER I SIT EGET FIRMA OG HAR BL.A. SKREVET FOR JP, MUNCHIES, COPENHAGEN FOOD OG POLITIKENS FORLAG.

Mere fra samme magasin:

Læs flere lignende artikler